K: Dagpenge er ikke en social sikringsordning
Foto: Marie Hald/ Scanpix /Scanpix
Marie Hald/ Scanpix /Scanpix
Dagpenge er ikke skabt som en social sikring for fattige ligesom kontanthjælp. Derfor hjælper det ikke at regeringen laver en ny offentlig ydelse for langtidsledige. De skal hellere have job.
Det er dommen fra De Konservatives arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kiær over regeringens dagpengeudspil, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fremlægger tirsdag formiddag.
- Dagpengesystemet er ikke en social sikring. Der har vi kontanthjælpssystemet, som sikrer, at der altid er et forsørgelsesgrundlag. Dagpenge er for dem på arbejdsmarkedet. Det er en forsikringslignende ordning, siger Benedikte Kiær.
Regeringens udspil sikrer ifølge flere medier forsørgelse til 20.-25.000 langtidsledige, som i år mister dagpenge.
Langtidsledige får indtil 2017 en ydelse på 80 procent af højeste dagpengesats for forsørgere og 60 procent for ikke-forsørgere. Ydelsen svarer til uddannelsesydelsen til folk på kontanthjælp. Ydelsen modregnes ikke i formue eller ægtefællens indkomst.
Benedikte Kiær ærgrer sig over endnu en ændring af dagpengesystemet, som i 2010 blev forkortet fra fire til to år, mens genoptjeningen blev fordoblet fra et halvt til et helt år. Hun frygter offentlig vækst, når folk på arbejdsmarkedsydelse skal aktiveres eller i nyttejob.
- Vi skal være meget opmærksomme på, hvilke nyttejob, der er tal om. Hvis det betyder flere job i den offentlige sektor, så er det en ganske skidt vej at komme ind på.
- Det vil være ganske uhensigtsmæssigt, når der er brug for flere arbejdspladser og en større privat sektor for at skabe flere penge, så velfærdssamfundet kan løbe rundt, siger Benedikte Kiær.
De Konservative vil skabe flere arbejdspladser. Det var opgaven i forhandlingerne om regeringens vækstplan, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned