K kalder lovforslag hamrende uretfærdigt for boligejerne
Det er et slag i ansigtet på danske boligejere, at de ser ud til at skulle leve i mindst tre år med et fejlbehæftet vurderingssystem for deres ejendomme.
Det mener De Konservatives skatteordfører og gruppeformand, Brian Mikkelsen, om det lovforslag, som skatteminister Holger K. Nielsen (SF) præsenterede mandag aften, og som Enhedslisten er klar til at støtte.
Lovforslaget forlænger 2011-vurderingen af ejerboliger til også at gælde i 2013 og 2014.
- Skatteministeren og Enhedslisten har lavet en uhellig alliance, som er hamrende uretfærdig over for landets boligejere.
- Det er et slag i ansigtet på landets boligejere og en katastrofe for boligmarkedet, skriver Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
I august udsendte Rigsrevisionen en beretning, som afdækkede omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger.
Det blev kritiseret, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.
Som en del af lovforslaget sænkes den forlængede 2011-vurdering, hvilket kan give boligejerne op imod fem procent lavere ejendomsvurderinger.
Men det rækker langtfra, mener De Konservative, som i sidste uge sammen med Venstre og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne med skatteministeren om, hvordan et nyt system skal skrues sammen, og boligejerne kompenseres.
- De fem procent, som regeringen lægger op til at sænke ejendomsvurderingen med, hjælper kun meget få husejere. Langt hovedparten vil stadig blive langsomt flået af den stigende grundskyld.
- Den eneste reelle løsning på den stigende grundskyld er at sænke grundskyldsloftet med 10 procent for alle, siger Brian Mikkelsen.
De fejlbehæftede vurderinger betyder for tusindvis af boligejernes vedkommende, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt i skat.
- Det er en trist dag for de danske boligejere, siger Brian Mikkelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned