K: Københavnsk folkeskole bliver misrøgtet

Den konservative næstformand for børne- og ungeudvalget i Københavns Kommune, Rasmus Jarlov, sparer ikke på harmen, når han skal forholde sig til udviklingen i læsefærdighederne blandt Københavns skolebørn.

- Hovedkonklusionen er, at de etnisk danske drenge har mistet, hvad der svarer til et halvt års læsekompetencer. De scorer lavere, end de gjorde i 2007, siger han, efter at han har læst den særlige københavnske Pisa-undersøgelse, som bliver offentliggjort torsdag.

Undersøgelsen viser, at skolebørn i København - især drengene - er blevet dårligere til at læse fra 2007 til 2010. Og de tosprogede elever, som har et lavere udgangspunkt, har ikke løftet sig.

- Det nærmer sig misrøgt af den københavnske folkeskole, når den sakker bagud så hurtigt. Det er resultatet af socialdemokraternes bløde skolepolitik, hvor der er alt for lidt ro i klassen og alt for lidt fokus på faglige resultater. Eleverne bliver simpelthen ikke udfordret nok og keder sig i skolen, siger Rasmus Jarlov.

Jarlov understreger, at den tilsvarende udvikling ikke findes på landsplan.

At de tosprogede relativt set haler lidt ind på de etnisk danske børn, fordi de holder niveauet fra 2007, mildner ham ikke voldsomt.

- Det er fint nok, at de ikke er sakket mere bagud, men helt overordnet er det blevet dårligere, siger han.

Den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang, ønsker ikke at udtale sig om undersøgelsen, før offentliggørelsen torsdag.

/ritzau/

Konservativ næstformand for Københavns børne- og ungeudvalg harmes over læseresultater. Misrøgt, siger han.

Offentliggjort Sidst opdateret