K-ordfører: Det skal være slut med tvungne lektiecaféer
Den stigende utilfredshed med længere skoledage bør føre til ændringer, mener både K og LA.
Kommunerne bør have mulighed for at gøre folkeskolernes obligatoriske lektiecaféer frivillige igen.
Det mener De Konservatives uddannelsesordfører, Mai Mercado, efter at en ny undersøgelse viser, at utilfredsheden med en af folkeskolereformens mest debatterede elementer bliver ved med at vokse.
- Vi foreslår helt konkret, at vi giver kommunerne mulighed for dels at gøre de tvungne lektiecaféer frivillige igen og dels ændre de udskældte understøttende undervisningstimer, siger Mai Mercado.
I september 2014, altså lige efter, at skolereformen var indført, var cirka en fjerdedel af alle forældre til elever utilfredse med lektiecaféerne.
Andelen af utilfredse er nu vokset til 40 procent ifølge en undersøgelse offentliggjort i Jyllands-Posten.
Det samme gælder forældrenes holdning til de længere skoledage.
Her er andelen af "utilfredse" eller "meget utilfredse" forældre fordoblet til 52 procent.
- Det er stærkt bekymrende, at et stort flertal af forældrene er så kritiske over for skolereformen. Det viser desværre bare, at der er noget fuldkommen galt, og at der er behov for markante ændringer. Men det er vi også klar til, lyder det fra Mai Mercado.
- De danske forældre er særligt kritiske over for de lange skoledage. Det er jeg også. Skoledagene er ganske enkelt blevet for lange, og jeg synes, at vi bør sætte os sammen hurtigst muligt i forligskredsen og finde ud af, hvordan vi kan råde bod på problemet.
Liberal Alliances undervisningsordfører, Merete Riisager, mener, at politikerne bør reagere på den markante modstand blandt forældre og "ændre på forholdene".
- Jeg tror, mange forældre er blevet overraskede over, hvor lang skoledagen er blevet, og at årsagen til det er, at der er blevet lagt en lang række ikkefaglige aktiviteter ind i skoledagen. Eleverne tvinges til en lang skoledag for at lave aktiviteter, de lige så godt kunne have gået til i deres fritid. Det giver ingen mening, siger Merete Riisager.
Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) erkender over for Jyllands-Posten, at hun har forståelse for den voksende utilfredshed.
- Vi har set, at skoledagene mange steder er blevet længere, end der var lagt op til i reformen. Derfor skal kommuner og skoler tage opgaven med at finde en bedre balance mellem skole og fritidsliv seriøst. Der er rum for forbedringer, siger hun.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker