Det er ikke nok at afskedige personen, der har udført den konkrete oversættelse af bogen "Jæger - i kamp med eliten".
Det Konservative Folkeparti mener, at den eller de personer, der har fået idéen til oversættelsen, bærer det største ansvar og skal "straffes hårdt og kontant".
- Idémageren er endnu mere skyldig end ham eller hende, der har ført idéen ud i livet. Det er ligesom med hæleren og sjæleren. Sjæleren laver det først, men hæleren får den samme straf. Så idémanden - den der har fostret denne tåbelige, umoralske og urimelige idé - uanset om det er i Forsvarskommandoen eller i Forsvarsministeriet, skal selvfølgelig straffes hårdt og kontant, siger De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller.
Han kalder det "utroligt alvorligt", hvis idéen til oversættelsen, som Ekstra Bladet skriver, er fostret i Forsvarsministeriet. Derfor skal de pågældende personer straks fyres, mener K-forsvarsordføreren.
- Man kan ikke have en medarbejder, der snyder offentligheden. Det er utrolig dårlig moral, og en sådan medarbejder kan man selvfølgelig ikke have ansat, siger han og kræver en kulegravning af sagen.
Forsvarsminister Søren Gade (V) videregav oplysningerne om den arabiske oversættelse til Udenrigspolitisk Nævn uden at oplyse, at idéen stammede fra egne rækker. Alligevel mener De Konservatives forsvarsordfører ikke, at man kan stille ministeren til ansvar for miseren.
Han kan ikke stå til ansvar for en "tåbelig" medarbejder, lyder det fra Helge Adam Møller.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker