Kabalen skal lægges af borgmesteren tirsdag nat

Når det nye byråd er valgt ind, begynder forhandlingerne om "de gode ben" - udvalgsformandsposter, næstformandsposter og bestyrelsesposter i forsyningsselskaber, transportselskaber med videre. Foto: Flemming Keith Karlsen, arkivfoto

Når valget er afgjort, går kampen om "gnavebenene" i gang på det, der traditionelt set kaldes "de lange knives nat"

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND På tirsdag går lollikkerne til valgurnerne. Men det virkelige spil om magten begynder, når det bliver klart, hvem der røg ind, hvem der røg ud og hvilke partier, der nu står stærkest.

Tirsdag aften, når den første valgeufori er væk, siver spidskandidaterne ud til forskellige små kontorer i Lolland Kommunes administrationsbygning. Det er tid til at forhandle konstitueringen på plads.

Første spørgsmål er, hvem der bliver borgmester. I Lolland Kommune står Holger Schou Rasmussen (S) stærkt. Men det er set før, at koalitioner på tværs af de gængse partiblokke kan vælte en borgmester på valgnatten, der traditionelt set kaldes "de lange knives nat".

Derfor er borgmesterposten først sikker, når underskrifterne er sat på konstitueringspapiret - og som man så ved valget i 2013, kan det endda glippe helt frem til det konstituerende byrådsmøde i december.

Under disse forhandlinger er de såkaldte "gnaveben" et vigtigt værktøj. Et parti, der ikke er helt med på vognen, kan skubbes det sidste stykke med en udvalgsformandspost eller en bestyrelsespost i et stort selskab, der både giver et stort vederlag og ret til at træffe vigtige beslutninger.

De partier, som har fået et godt valg, vil således gå ind til forhandlingerne med en klar forventning om, at de skal have magt, som vælgerne havde agt.

Holger Schou Rasmussen (S) er som borgmester den eneste, der er fuldtidslønnet af Lolland Kommune. Borgmesterlønnen sættes efter befolkningstallet og er i Lolland Kommune på 1.087.210 kroner. Derudover får borgmesteren 42.500 kroner ekstra årligt i vederlag fra forskellige bestyrelsesposter - blandt andet i Refa Energi A/S, der giver 25.000 kroner årligt.

Viceborgmester Henrik Høegh (V) får 108.721 kroner årligt i løn for at bestride den post. Derudover har han et af de største "gnaveben" med 100.000 kroner årligt for at sidde som bestyrelsesformand for Refa Energi A/S. Henrik Høegh får også 62.940 kroner for hver af sine næstformandsposter i kommunale udvalg, og derudover har han en række poster i lokale forsyningsselskaber. Samlet har Henrik Høegh løn og vederlag for 583.593 kroner.

Alle medlemmer af byrådet - undtagen borgmesteren - får et vederlag årligt på 98.687 kroner for den tid, de bruger i kommunens tjeneste. Derudover kan der søges om tabt arbejdsfortjeneste og et særligt tillæg til de byrødder, der har børn under 10 år.

Udvalgsformandsposterne bliver fordelt blandt konstitueringspartierne. I denne valgperiode har Lolland byråd seks udvalg. Ved konstitueringen kan politikerne dog vælge at lave helt om på udvalgsstrukturen, så der bliver færre eller flere udvalg. En udvalgsformandspost giver typisk 252.015 kroner årligt, mens næstformandsposten typisk kaster 62.949 kroner af sig. En almindelig plads i et udvalg giver cirka 40.000 kroner. Dem kan man også have flere af.

Så når valgstederne er lukket, og stemmerne er talt op på tirsdag, er alle disse poster på bordet, når det store borgmesterspil for alvor går i gang.

Vederlag og løn i Lolland Kommune, højdespringerne:
1) Borgmester Holger Schou Rasmussen (S): 1.129.710 kr.
2) Viceborgmester Henrik Høegh (V): 583.593 kr.
3) Udvalgsformand Vibeke Grave (S): 452.726 kr.
4) Udvalgsformand Tine Vinther Clausen (V): 430.721 kr.
5) Henning G. Rasmussen (DF): 424.669 kr.
6) Hans Ole Sørensen (V): 418.612 kr.
7) Udvalgsformand Leif Utermöhl (S): 405.063 kr.