Kæmpelastbiler overtrumfer biler og cykler

Regeringen har tilladt kæmpelastbiler på de danske landeveje i yderligere fem år helt uden at lytte eller tage hensyn til almindelige bilister og cyklister.

Sådan lyder en kritik, der kommer fra Dansk Cyklist Forbund og bilejernes interesseorganisation, FDM.

Kæmpelastbiler, der også hedder modulvogntog, er mere end 25 meter lange og vejer op til 60 ton. De rullede for første ud på vejene i Danmark i efteråret 2008, da regeringen indledte en forsøgsordning med de enorme lastvogne.

Samtidig blev der nedsat en følgegruppe, der skulle vurdere forsøget i forhold til blandt andet trafiksikkerhed og påvirkning på andre trafikanter.

Men i sidste uge valgte regeringen pludseligt at forlænge forsøgsperioden helt frem til 2016. Og det skete uden at orientere følgegruppen.

- Det er en svinestreg af politikerne, at de helt uden at spørge nogen, bare vedtager det her. Det er sket hen overhovedet på borgerne, siger Claus Hansen, der er formand for Dansk Cyklist Forbund om medlem af følgegruppen.

Torben Kusk, der er chefkonsulent hos FDM, er også overrasket. Han siger, at politikerne ikke engang har ventet på en evalueringsrapport, der ventes at komme til foråret.

- Det er tankevækkende og bekymrende, at man vælger at lave en forlængelse, selv om man ikke kender konsekvenserne, siger Torben Kusk.

Han siger, at en foreløbig evaluering har peget på, at der kan være problemer med trafiksikkerheden. Flere rundkørsler og chikaner bliver nemlig bygget om eller fjernet for at gøre plads til kæmpelastbiler. Og det betyder, at andre bilister sætter farten op de steder.

Den bekymring deler Dansk Cyklist Forbund.

- Vi er ikke så bange for at blive kørt ned af et modulvogntog, men hastigheden bliver øget, når de fartdæmpende foranstaltninger forsvinder, og det gør det farligt for cyklister, siger Claus Hansen.

/ritzau/

Regeringen forlænger forsøg med kæmpelastbiler i fem år uden først at høre følgegruppe. Cyklister og bilister føler sig overløbet.

Offentliggjort Sidst opdateret