Kampklar Özlem: Jeg har ret til at blive
Hun bider sig fast i karmen, SF's detroniserede social- og psykiatriordfører, Özlem Cekic.
Selvom folketingsgruppen har flænset ordførerskaberne af hende, så nægter hun at trække sig fra sin formandspost i Folketingets Socialudvalg, selvom partiet ikke vil have hende siddende der.
- Jeg sidder på posten, indtil Folketinget åbner i oktober. Det er en ret, jeg har, lyder det tørt fra Özlem Cekic.
Spørgsmål: Men hvorfor vælger du så at stå på din ret?
- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg er afklaret med min situation, lyder det fra Özlem Cekic.
Hun kalder det selv en "hård straf", at partiets folketingsgruppe nu stripper hende for tillidsposter, så hun ikke længere er i stand til at tale på SF's vegne.
Det sker, fordi hun nægter at stemme for regeringens skattereform, som blev indgået med den borgerlige opposition. Alligevel afviser Özlem Cekic, at hun vil melde sig ud af partiet.
- Jeg kan stå op om morgenen og sige, at jeg er SF'er. Det er slet ikke til diskussion. Jeg bliver i partiet, og det kan baglandet roligt regne med, fastslår hun.
Spørgsmål: Er der ikke en risiko for, at du kommer til at flænse dit parti op?
- Nej, det mener jeg ikke. Jeg er meget enig med Aage Frandsen i, at det nogle gange er nødvendigt at fremsætte sin kritik eksternt, siger Cekic.
Det sker med henvisning til det tidligere folketingsmedlems skarpe offentlige kritik af regeringsprojektet og Villy Søvndals beslutning om at blive udenrigsminister.
Folketingsgruppen går efter at få indsat Annette Vilhelmsen på posten som formand for socialudvalget. Anne Baastrup overtager posten som socialordfører.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde