Kaos foran Bella Center

Klimatopmødet i København brød sammen mandag formiddag.

Ikke det, der foregik inde i Bella Center, men ude foran Metro-stationen. Her trængtes flere tusinde diplomater, embedsmænd og journalister for at komme indenfor.

Politiet mistede åbenlyst kontrollen med den store menneskemængde, der forsøgte at komme ind af den ene gitterport, der fører til Bella Center.

Under Metro-perronen masede 2000-3000 mennesker for at komme ind, og da tilstrømningen fortsatte, valgte Metroen at lukke stationen, så ingen længere kunne komme frem eller tilbage.

- Stil dig over i den kø, beordrer en betjent i gul vest til en journalist.

En politikollega rykker ham i armen: - Nej, nej, det er ovre i den anden kø, ny ordre.

Nede foran gitterporten maser snesevis af brasilianske diplomater voldsomt for at komme igennem. I sorte jakkesæt og lange jakker er de helt uforstående over for, at de ikke kan komme ind med det samme.

Problemet er, at netop i dag er tilstrømningen ekstra stor af internationale diplomater, embedsmænd og journalister.

De skal alle have deres såkaldte akkreditation, så de kan få adgang til klimamødet. Og det er en tidskrævende proces.

De blander sig i vilkårlige køer med journalister, observatører og diplomater, der allerede har en akkreditering, og som derfor forventer hurtigt at komme igennem.

- Kan vi ikke få en megafon, råber en hjemmeværnsmand, der bistår politiet.

Det er der ikke tid til, lyder det tvært fra en betjent.

En halv time senere er det alligevel lykkedes at finde en megafon, og langsomt lykkes det at få skabt en smule orden i flere hundrede meter lange køer.

Mange må frysende vente flere timer på omsider at slippe ind i det fortravlede Bella Center.

/ritzau/

Tilstrømningen til klimatopmødet var mandag så stor, at flere tusinde embedsmænd, diplomater og journalister blev fanget ved Bella Centers metrostation.

Offentliggjort Sidst opdateret