Kåre Mølbak bekymret over minkbesked fra departementschef
Kåre Mølbak oplevede som faglig direktør i Statens Serum Institut, at en topembedsmand forsøgte at få ham til at stå mere på mål for regeringens udmelding om at aflive alle mink. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Tidligere SSI-direktør Kåre Mølbak kalder minkbeskeder fra ministeriums øverste embedsmand for "bekymrende".
Det dystre pressemøde, hvor der bliver givet besked om at aflive alle danske mink, er stadig i gang, da der tikker beskeder ind på Kåre Mølbaks telefon.
Han er faglig direktør i Statens Serum Institut og med på pressemødet 4. november 2020. Her fortæller han om en mutation blandt mink - cluster 5 - som kan true virkningen af kommende coronavacciner.
Sms'erne er fra den daværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet, Per Okkels, som tilsyneladende ikke er tilfreds med SSI-direktørens præstation på mødet.
- Du står faktisk bag anbefalingen om at aflive, lyder den ene besked.
Mølbak er også for "modificerende", altså ikke særlig kategorisk eller firkantet, i sine udtalelser, sådan som embedsmanden ellers ønsker det.
Det viser beskederne, som er blevet fremlagt torsdag under første dag i Minkkommissionen. Her vidner Kåre Mølbak, der har taget afsked med direktørrollen, men som i dag fungerer som konsulent.
Han kalder beskederne fra topembedsmanden for "bekymrende".
- Han ville have, at vi skulle stå mere på mål for aflivningsstrategien og tage mere ansvar.
- Jeg har det bedst med en armslængde mellem risikovurdering og risikohåndtering, siger Mølbak.
Han pointerer, at Statens Serum Institut alene var blevet bedt om at se på, hvad det ville betyde, hvis minkavlen fortsatte som normalt i Danmark - og altså ikke på eventuelle løsninger.
En risikovurdering, der dog viste, at smitten kunne brede sig og udfordre kommende vacciner.
Minkkommissionen skal undersøge og redegøre for både myndigheders og ministres handlinger og involvering i forbindelse med beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.
En beslutning, det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til.
Torsdag er der taget hul på afhøringerne, og Minkkommissionens tre medlemmer skal senest i april næste år have en vurdering klar af sagen.
Afhøringerne strækker sig indtil 9. december, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) er sidste vidne på listen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned