Kåre Mølbak er overrasket over effekten af social afstand
Faglig direktør for Infektionsberedskab i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, da statsministeren afholder pressebriefing om status for Covid-19 i Danmark, i Spejlsalen i Statsministeriet, tirsdag 14. april 2020. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Statens Serum Institut forventer nu, at det kan lykkes at holde coronasmitte nede, indtil en vaccine er klar.
Kurven over antallet af indlagte med coronavirus er så flad, at Kåre Mølbak, faglig direktør for Infektionsberedskabet i Statens Serum Institut, ikke længere ser flokimmunitet som et uundgåeligt scenarie.
Det siger han til fagbladet Ingeniøren.
Han mener derimod, at det vil kunne lykkes at holde coronasmitten nede, indtil der er en vaccine klar. Det er vel at mærke, hvis der fortsat er fokus på at holde afstand, spritte af og vaske hænder.
- Jeg ser det som en mulighed, at vi kan holde på infektionen, så den sidste del af flokimmuniteten kan komme gennem en vaccine. Det skyldes, at jeg er blevet meget mere overbevist om, at social afstand i sig selv betyder rigtig meget, siger Kåre Mølbak til Ingeniøren.
Flokimmunitet dækker over, at op mod 60 procent af en befolkning har været smittet med sygdommen. Det vil betyde, at omtrent 3,6 millioner danskere skal smittes.
Flokimmunitet er kontroversielt, fordi det er svært at forudse, hvem der bliver alvorlig syg af corona.
Kåre Mølbak har tidligere forklaret til blandt andet Politiken, at målet med sundhedsmyndighedernes strategi ikke nødvendigvis er at stoppe smitten, men at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde.
Han sagde efterfølgende til Berlingske, at det ikke var hans "håb", at Danmark opnår flokimmunitet, men derimod hans "forventning".
På tirsdagens pressemøde i Statsministeriet lød det fra både regeringen og sundhedsmyndighederne, at antallet af indlagte i øjeblikket er lavere end forventet.
Der er i onsdagens opgørelse 362 indlagte. Det er 18 færre end tirsdag.
Kåre Mølbak vurderede på pressemødet, at coronaepidemien kan blive længere og fladere end først anslået, og at færre kan blive smittet.
I interviewet med Ingeniøren siger Kåre Mølbak, at det har overrasket ham, hvor stor effekt det har at holde to meters afstand, når man vil mindske smittespredning.
- Hvis den forudsætning skrider, kommer vi ind i et andet scenarie, hvor vi risikerer at se en stigende epidemikurve. Social distancering er et supervåben, og det kan vi klart se nu, siger han.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har på et pressemøde før påske slået fast, at Danmarks strategi ikke er flokimmunitet, men at holde antallet af indlæggelser lavt.
Smittetrykket, som fortæller, hvor mange personer en smittet person selv smitter, er lige nu 0,6.
Forventningen er, at det vil stige til 0,8, efter at skoler og institutioner er åbnet.
Når smittetrykket er under 1,0, betyder det, at epidemien over tid vil blive mindre og mindre.
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker