Karen Ellemann om ordførerrokade: Man skal være loyal
Jan E. Jørgensen skal ikke længere være indfødsretsordfører for Venstre. Han fortsætter som EU-ordfører. Og derfor har han "nok på sin tallerken", siger gruppeformand Karen Ellemann til spørgsmålet om, hvorvidt hun forventer, at han vil holde op med at udtale sig om udlændingepolitik. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Venstre fjerner Jan E. Jørgensen fra indfødsretsområdet. Ny ordfører ligger på linje med Marcus Knuth.
Venstres gruppeformand, Karen Ellemann, afviser, at den ordførerrokade, Venstre har gennemført torsdag, har noget at gøre med, at der er uenighed om udlændingepolitikken i Venstre.
Mads Fuglede overtager både udlændinge- og indfødsretsområderne. Og ifølge Karen Ellemann står han for præcist den samme linje som den hidtidige udlændingeordfører, Marcus Knuth.
Jan E. Jørgensen har derimod som indfødsretsordfører markeret sig som kritiker af partilinjen. Blandt andet af kravet om, at man skal give hånd for at kunne få dansk statsborgerskab.
- Jeg vil godt afvise den der med, hvem der er vindere, og hvem der er tabere. I Venstre diskuterer vi. Der er højt til loftet og langt til udgangen, siger Ellemann.
Spørgsmål: Forventer du så, at Jan E. Jørgensen holder op med at udtale sig om udlændingepolitik i offentligheden nu?
- Jan E. Jørgensen har rigeligt på tallerkenen, siger Ellemann.
- Man kan have sine meningers mod. Men man er da stadigvæk en del af et parti og en del af en retning, siger hun.
- Så selvfølgelig skal man være en loyal partisoldat.
Jan E. Jørgensen er på vej med en bog med titlen "En ægte liberal", der udkommer 23. oktober. Ifølge Jyllands-Posten, der har set en foromtale fra forlaget Momenta, genopliver bogen en række indre stridspunkter i Venstre.
Blandt andet efterlyser Jan E. Jørgensen ifølge Jyllands-Posten en retning for Danmark, "som er rodfæstet i det oprindelige Venstre".
Det beskrives ifølge avisen også, at Jan E. Jørgensen "var imod forbud mod burka og niqab og fandt det ufølsomt, da Inger Støjberg (udlændinge- og integrationsminister, red.) fejrede 50 udlændingestramninger med en kage".
Jan E. Jørgensen er i New York og var derfor ikke med på torsdagens gruppemøde i Venstre.
- Han er helt enig i den her linje. Han er helt enig i beslutningen om at fokusere området til en person, siger Karen Ellemann.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker