"Katastrofe" og "dybt, dybt problematisk": Borgmestre er rystede over overfald

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune, og Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune, er begge rystede over det overfald, der fredag blev begået med statsminister Mette Frederiksen (S). Foto th: PatrickKirkby.com Foto tv: Lolland Kommune

Fredag overfaldt en 39-årig mand statsminister Mette Frederiksen (S). Borgmestrene i Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune mener, at det kan få konsekvenser for vores demokrati.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fredag slog en 39-årig mand Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) på Kultorvet i København. Et overfald, der har chokeret mange danskere og folkevalgte.

Både nationale og internationale toppolitikere er forfærdede over overfaldet. Og borgmestrene fra Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune kalder hændelsen for "en katastrofe" og "dybt, dybt problematisk":

- Jeg er bekymret for demokratiets tilstand. Vi må se, hvad bevæggrundene for overfaldet er, men det er dybt, dybt problematisk. Det fine i det danske demokrati er, at vi for eksempel kan møde statsministeren over køledisken, og det vil være forfærdeligt, hvis udfaldet bliver, at kontakten til politikerne i Danmark begrænses, siger Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund Kommune.

Læs også: Mette Frederiksen blev kørt til Riget efter slag

Han kalder overfaldet for et "symptom på tiden." Visse personer vil ikke acceptere demokratiets spilleregler og har ikke nogen respekt for de politiske beslutninger, som bliver truffet, mener borgmesteren.

Og borgmesteren er ret overbevist om, at hvis overfaldet viser sig at være politisk motiveret, vil det betyde, at "vi vil se begrænsninger på den adgang, vi får til vores politikere."

En katastrofe

Holger Schou Rasmussen (S), Lolland Kommunes borgmester, stemmer i. Ligesom sin borgmesterkollega i Guldborgsund mener han også, at overfaldet kan få store konsekvenser for danskernes kontakt til vores folketingspolitikere.

Han påpeger, at man tidligere kunne færdes mere frit på Christiansborg, men at man nu skal kontrolleres, som i en lufthavn, når man skal derind. Ligeledes kan adgangen til folketingspolitikere også ændres efter fredagens hændelse.

- Det er en katastrofe, at vores øverste politiske leder bliver overfaldet. Vi er på vej hen mod, at hvis man ikke får sin politiske vilje, kan man gå til angreb på de politiske ledere. Hvis det fastsætter sig, ikke alene på sociale medier, men også i fysiske overfald og angreb, er vi på vej mod en verden, som ingen steder hører hjemme. Jeg tager ganske enkelt kæmpe afstand fra det, siger Holger Schou Rasmussen.

Borgmesteren påpeger også, hvor centralt det er for demokratiet, at man respekterer flertallets beslutning.

- Vi har et demokratisk system, hvor du kan sætte dit kryds på en blanket, hvis du synes, det skal være nogle andre, der skal styre verden. Men man må acceptere, at det er flertallet, der bestemmer, siger borgmesteren, der ikke kan forestille sig andet end, at overfaldet var politisk motiveret.

Lørdag klokken 13:00 fremstilles den 39-årige mand i grundlovsforhør.