Staten slipper for at spare én milliard kroner på friskoler, højskoler og efterskoler, hvis man skærer samme sum penge af erhvervsstøtten.
Det siger Kristendemokraternes (KD) parlamentariske leder, Per Ørum Jørgensen, efter voldsom kritik i dele af Venstre af besparelsen, som indgår i regeringens genopretningspakke til 24 milliarder kroner.
Han peger på, at KD vil friholde skoleområdet modsat De Konservative og Liberal Alliance, som hellere vil sænke selskabsskatten med ét procentpoint.
- Det er et politisk valg. Man kan investere i fremtiden og uddannelsen ved at tage penge fra erhvervsstøtten. Ellers er det en katastrofe i forhold til vores kultur i landdistrikterne, siger Per Ørum Jørgensen.
Statens besparelse rammer friskoler, højskoler og efterskoler, som samtidig mærker strammere kommunale budgetter. Skoler og kultur har en værdi ligesom kolde kontanter, mener han.
KD kritiserer ligesom Efterskoleforeningen, at besparelsen på 490 millioner kroner på fire år for efterskoler rammer socialt skævt. Forældre mister 39 procent af tilskuddet til efterskoler på næste års finanslov, hvad enten de tjener 660.000 kroner årligt eller har en årsindkomst på 835.000 kroner.
Udspillet rammer særligt hårdt hos familier med en årsindkomst mellem 500.000 kroner og 700.000 kroner. Derfor vil KD ligesom Efterskoleforeningen hellere beskære støtten til familier, som tjener over én million kroner, forklarer Per Ørum Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde