Kemikalier hober sig op i isbjørne

Den globale forurening med industrikemikalier i luften og til havs går i stigende grad lige i kroppen på østgrønlandske isbjørne og gør deres sundhed og formeringsevne dårligere og dårligere.

Det fremgår af en ny doktorafhandling, der også sandsynliggør, at det samme gælder for mennesker.

- Når man ser det her ved isbjørne, så er der også en sandsynlighed for, at det samme sker for mennesker, siger dyrlæge og seniorforsker Christian Sonne fra Aarhus Universitet, som fredag forsvarer sin doktorafhandling.

Han har gennemtygget den hidtidige forskning på området og selv undersøgt vævs- og knogleprøver fra omkring 100 isbjørne.

Og så har han fordret slædehunde og blåræve med samme slags spæk fra havets fødekæde, som isbjørnene spiser, og fået samme resultat. En kontrolgruppe, der fik foder uden miljøgifte, blev ikke skadet.

- I andre forsøg, der har påvist skader, har man sprøjtet miljøgifte i dyrene i store doser. Min forskning viser, at også små doser ophober sig nok i kroppen til at gøre skade, siger Christian Sonne.

Han har også sammenlignet gamle kranier fra isbjørne med nye og fundet, at isbjørne nu om dage har langt mindre calcium i knoglerne.

- Og det er det første stadie for knogleskørhed, bemærker Christian Sonne.

Isbjørne er velegnede til at undersøge den slags sundhedsfarer fra industrikemikalier - også for andre pattedyr og mennesker. Det skyldes, at dyrelivet i Arktis er særligt udsat og effekten på hele fødekæden derfor er høj.

Skader på lever, skjoldbruskirtlen og på hele immunsystemet samt nedsat forplantningsevne er andre skader, som Christian Sonne har konstateret.

Ophobning af kemikalier i isbjørne har været kendt siden 1970'erne. Da var det blandt andet pcb og pesticider, man fandt.

Koncentrationerne i isbjørne af de to kemikalier er siden faldet. Imens er koncentrationerne steget af blandt kviksølv og flour-stoffer, der blandt andet bruges til belægning i pander og gryder.

/ritzau/

Ny doktorafhandling sandsynliggør, at også menneskers sundhed forringes af ophobede kemikalier i kroppen.

Offentliggjort Sidst opdateret