Khader afviser privat burkaforbud

De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, afviser, at han oprindeligt havde planer om også at forbyde muslimske kvinder at tildække deres ansigter med klædedragter som burkaen og niqaben i deres egne hjem.

Både Dansk Folkepartis integrationsordfører Peter Skaarup og Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen fortæller ellers samstemmende, at da de første gang blev kontaktet af Morgenavisen Jyllands-Posten angående en kommentar til det kontroversielle burkaforbud, så var det ikke begrænset til kun at gælde det offentlige rum. Begge politikere afviste imidlertid idéen om at udstrække forbuddet til også at gælde inden for hjemmets fire vægge.

Men Naser Khader mener, at avisen må have misforstået ham.

- Jeg kunne aldrig drømme om at forbyde kvinder at bære burkaer derhjemme og har på intet tidspunkt foreslået det. Det er ikke konservativ politik. Hvad folk laver inden for hjemmets fire vægge blander jeg mig ikke i. Og kvinderne bærer jo heller ikke burkaen derhjemme.

Peter Skaarup og Henrik Sass Larsen blev således ringet op af Jyllands-Posten fredag den 14. august. Det skete, efter at Naser Khader samme dag havde "solgt" historien om burkaforbuddet til avisen.

- Det er jeg skeptisk overfor, da jeg ikke kan se, hvordan politiet skal håndhæve et sådan forbud - og pointen er vel også, at kvindernes egne mænd gerne må se dem uden burkaen derhjemme, så der går de vel slet ikke tildækkede, siger Peter Skaarup.

Henrik Sass Larsen undrede sig over, at netop de Konservative - som principielt altid forsvarer den private ejendomsret - kunne støtte et sådan forslag.

- Min holdning er, at folk må gå klædt, som de vil derhjemme - om det så er med burka, nøgne eller nøgne under burkaen. Det er op til dem selv. Jeg kan nu heller ikke se, hvordan man skulle håndhæve et sådan forbud, siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen.

Den tredje politiker, som den fredag blev præsenteret for burkaforbuddet, var Venstres politiske ordfører, Peter Christensen. Han ønsker ikke at kommentere, om forbuddet oprindeligt også skulle have gjaldt i kvindernes egne hjem.

/ritzau/

Naser Khader afviser, at han har foreslået at forbyde burka i private hjem. Sådan fik flere politikere ellers oprindeligt forslaget præsenteret.

Offentliggjort Sidst opdateret