Khader fra talerstolen: Frygt får folk til at tie

Foto: kåRe Viemose /Scanpix

- Jeg er ikke islam-hader, men kritiker af den politiske islam, og jeg mærker på egen krop, at ytringsfriheden er under pres. Den begrænser også ens bevægelsesfrihed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sagde den tidligere politiker Naser Khader, der torsdag delte ud af sine erfaringer ved foredrag og debatmøder rundt om i landet, da han talte på Trykkefrihedsselskabets møde på Christiansborg.

- Sidste gang jeg var i Vollsmose blev jeg stenet ud. Da jeg var i Kokkedal og Hundige var der unge muslimske ballademagere, og sidst jeg var i Aarhus blev der begået hærværk mod min bil.

Torsdagens møde var første gang, Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, viste sig offentligt efter skudattentatet mod ham 5. februar. Naser Khader var blandt de personer, der fra talerstolen talte om ytringsfrihedens vilkår.

- På Nørrebro har jeg ikke været til foredrag i mange år selv om jeg er blevet inviteret. Og på Strøget går jeg ikke efter klokken 20, sagde Naser Khader, der også citerede fra de hademails, han modtog.

- Jeg får også jævnligt skældud og får ukvemsord i trafikken.

- Og i hademails jeg får, bliver jeg skældt ud for at være "en fucking vantro luder, en beskidt vantro forræder og Naser luder Khader, din fucking forræder, jeg hader dig af hele mit hjerte" citerede Khader fra sine hademails.

Naser Khader oplever også, at ytringsfriheden er under pres på den måde, at folk er forsigtige med, hvad de siger og skriver.

- Der er mange, der i det skjulte bakker op om mine synspunkter, men de har erfaret at det er farligt og risikabelt.

- De vil gerne have mig til at vurdere for eksempel tekster og det de vil sige, om de kan give ballade. Folk holder sig tilbage på grund af frygt, sagde Naser Khader.

Han fastslog at "religionens mænd" skal udfordres på deres holdninger, og det var også det, islamkritikeren Lars Hedegaard gjorde. Henvendt til Lars Hedegaard, der for første gang siden mordforsøget viste sig offentligt, sagde Naser Khader:

- Lars, jeg er uenig med dig på mange punkter, ja du er helt galt afmarcheret en gang imellem. Men du skal have lov til at være galt afmarcheret, men jeg vil forsvare din ret til at sige hvad du mener.

- Det er vigtigt at religionerne udfordres, kristendommen udfordres jo hver dag, sagde Naser Khader.

Han beklagede dog, at Trykkefrihedsselskabet havde udeladt Enhedslisten som det eneste parti på Christiansborg samt en person på grund af hans fornavn til mødet. Den afviste hedder 'Jihad'.

/ritzau/