Khader kalder nu burkaforbud drilleri

Først var det hans eget forslag, men nu er det nærmest drilleri, når andre foreslår det.

De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, har ikke længere lyst til at debattere et forbud mod de muslimske klædedragter burka og niqab.

- Det her handler om at drille De Konservative mere end det handler om at beskytte kvinder og deres rettigheder, forklarede Naser Khader således tirsdag, da Folketinget diskuterede et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde de heldækkende klædedragter.

Dansk Folkepartis beslutningsforslag kommer nemlig, efter at De Konservative selv har trukket deres kontroversielle burkaforslag, som ifølge justitsminister Brian Mikkelsen (K) "rejser væsentlige spørgsmål" i forhold til såvel grundloven som den europæiske menneskerettighedskonvention.

Netop den formulering brugte den konservative justitsminister da også igen og igen, da både Dansk Folkeparti og oppositionens ordførere under den over tre timer lange debat kritiserede regeringspartiet for at være kommet med forbuddet tidligere på året - uden altså først at undersøge, om det var lovligt.

Dansk Folkepartis Martin Henriksen tror imidlertid ikke på justitsministeren forklaring om, at et burkaforbud nok vil være ulovligt. Han henviser da også til, at selv om Naser Khader nok mener, at det vil være ulovlig i dag, så fastholder han ikke alene, at det "politisk" er det rigtige forslag. Naser Khader mener, at han blot er forud for sin tid, og at juristerne i løbet af en årrække vil komme frem til den samme vurdering.

- Hvis Naser Khader mener, at det kan være i strid med grundloven i dag, så er det vanskeligt at forstå, hvad som skal ændre sig i de næste fem år. Grundloven ændrer sig jo ikke i løbet af den periode, siger Martin Henriksen.

/ritzau/

Dansk Folkeparti tog De Konservative og Naser Khader på ordet og foreslog et burkaforbud. Men det er drilleri, mener Khader & Co. nu.

Offentliggjort Sidst opdateret