Resultatet fra klimatopmødet i København betyder ikke noget for det kinesiske engagement på klimaområdet.
Uanset hvad arbejder Kina frem mod landets eget nationale mål om at reducere udledningen af drivhusgasser, understreger premierminister Wen Jiabao fra talerstolen på klimatopmødet i Bella Center, hvor kineserne spiller en hovedrolle i forhandlingerne om en ny global klimaaftale.
- Vi vil følge op på vores ord med ægte handling. Hvad end resultatet bliver på denne konference, vil vi være fuldt ud indstillet på at leve op til og endda overgå målene, siger Wen.
Kina har sat sig som mål at udnytte energien mere effektivt, så energiforbruget i produktionen i 2020 er 40-45 procent lavere end i 2005.
Wen understreger, at denne udmelding er uden forbehold, frivillig og fuldstændig uafhængig af andre landes klimaindsats.
Men da Kinas økonomi bliver ved at vokse, vil CO2-udledningen også stige i de kommende år.
Wen understreger da også, at Kina befinder sig i en vigtig fase med begyndende industrialisering. Samtidig er den asiatiske stormagts energiforsyning i stort omfang afhængig af kul, og det giver landet "særlige vanskeligheder" ved at reducere CO2-udledningen, siger regeringschefen.
Wens tale gav ikke nogle nye kinesiske svar på de ubesvarede spørgsmål i forhandlingerne.
Den kinesiske premierminister skal fredag mødes med den amerikanske præsident, Barack Obama, på tomandshånd for at få løst nogle af de problemer, der åbenbart fortsat blokerer for et gennembrud i København.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned