Kinas præsident kommer den 14. juni

Kongehuset oplyser på sin hjemmeside, at Hu Jintao og fru Liu Yongqing aflægger statsbesøg i Danmark fra torsdag den 14. til lørdag den 16. juni.

Besøget er historisk, fordi det er første gang et kinesisk statsoverhoved besøger Danmark. Det til trods for, at det er 33 år siden dronning Margrethe besøgte Kina.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger, at besøget er udtryk for, at Danmark er det eneste land i Norden og et af de eneste i Europa, der har et strategisk partnerskab med Kina. Det blev indgået under tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

- Jeg tror, at Hus besøg understreger den vægt, som både Kina og Danmark tillægger dette partnerskab, siger Villy Søvndal til Berlingske.

Og udenrigsministeren er ikke alene om at opfatte besøget som noget ganske særligt. Også Dansk Industri (DI) er begejstret, for dansk erhverv har store interesser i Kina.

- Det er kæmpe stort, fordi det er en mulighed for at få kineserne til at tale om Danmark. Kineserne har pengene og er i en fase i deres udvikling, hvor de begynder at se til resten af verden, siger Nis Høyrup Christensen, chefkonsulent og kinarådgiver i Dansk Industri (DI).

Danmark har tidligere påkaldt sig vrede fra Kina, da både statsministrene Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen (V) modtog Tibets åndelige leder, Dalai Lama, i statsministerboligen Marienborg. Og på forhånd lover Villy Søvndal, at ordrebøgerne ikke skal skygge for menneskerettighederne.

I Amnesty International vurderer pressechef Ole Hoff-Lund, at udenrigsministeren har gode muligheder for at komme igennem med sit budskab.

- Danmark har tidligere hjulpet Kina med reformer af retssystemet og politisystemet, og derfor bliver der lyttet til Danmark, siger Ole Hoff-Lund.

/ritzau/

Regeringen og kongehuset vil den kommende uge arbejde på højtryk for at gøre klar til at modtage Kinas præsident, Hu Jintao.

Offentliggjort Sidst opdateret