Kirkeminister starter tilsynssag mod mormonerne
By-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V) har indledt en tilsynssag mod mormonerne i Danmark, skriver Kristeligt Dagblad. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Det skal undersøges, om mormonerne i Danmark skal fratages anerkendelsen som trossamfund, skriver avis.
Kirkeministeriet har indledt en tilsynssag mod mormonerne i Danmark, efter at mormonernes ledelse undlod at anmelde en mand, selvom den var bekendt med, at han i flere år havde voldtaget sin hustru.
Det sker, efter at voldtægtssagen tidligere på måneden blev omtalt i en TV 2-dokumentar, oplyser kirkeminister Morten Dahlin (V) i et folketingssvar.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Kirkeministeren påpeger, at der skal være en "entydig sammenhæng mellem trossamfundet og den eventuelle lovovertrædelse, før kirkeministeren kan tilbagekalde et trossamfunds anerkendelse", skriver Kristeligt Dagblad.
Der blev rettet stor kritik mod Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som mormonerne kalder sig selv, efter at dokumentaren blev sendt.
I dokumentaren fremgår det, at et medlem af trossamfundet i flere år bedøvede sin hustru for så at voldtage hende.
Det blev mormonernes ledelse bekendt med. Men i stedet for at melde manden til politiet, sanktionerede ledelsen ham med et års tavshed i møder med ledelsen og i kirken, som også hustruen var en del af.
I 2022 blev manden anholdt og idømt fængselsstraf for voldtægt. Men trossamfundets manglende indberetninger af forholdene har ikke ført til et retsligt efterspil.
Eksperter påpegede i Kristeligt Dagblad, at voldtægtssagen kunne være grund nok til at fratage mormonerne den statslige anerkendelse.
Mormonerne har understreget, at trossamfundet "efterlever og støtter fuldt ud etablerede juridiske processer".
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker