Landets biskopper har gjort regning uden vært, når flere af dem har opfordret til, at der i forbindelse med klimatopmødet i København ringes med kirkeklokkerne for at markere situationens alvor.
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) oplyser i et svar til Folketingets kirkeudvalg, at kirkeklokkerne ikke må bruges til verdslige formål. Og når de endelig har været brugt til noget sådan, har det været begrænset til alvorlige situationer som mobilisering og - tidligere - ildebrand.
- I givet fald vil tilladelsen til en verdslig klokkeringning skulle udvirkes gennem Kirkeministeriet i form af en kgl. resolution, skriver Birthe Rønn Hornbech.
På trods af at blandt andre biskoppen i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller, har fortalt, at både Kirkeministeriet og Beredskabsstyrelsen har givet grønt lys, afviser Birthe Rønn Hornbech at have modtaget en ansøgning.
Det er initiativet Grøn Kirke, som står bag opfordringen til, at kirkerne samtidig slår 350 slag med kirkeklokkerne klokken 15.00, når verdens ledere mødes søndag den 13. december
Baggrunden for de 350 klokkeslag er, at 350 ppm (parts pr. million) regnes for det maksimale indhold af drivhusgasser i atmosfæren, hvis ikke klimaet skal løbe løbsk.
Dansk Folkepartis kirkeordfører, Jesper Langballe, kalder det "beskæmmende", at biskopperne har opfordret til ringningen uden at have fået lov.
- Det er jo alvorligt at bruge kirken på den her måde som et politisk spot. Og hvis de spørger kirkeministeren om lov, så skal hun selvfølgelig sige nej. Jeg opfatter da også hendes svar til kirkeudvalget som et sådan nej, siger Jesper Langballe.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker