KL: Øget refusion for dyre anbringelser er velkommen hjælp
Anbringelser er en tung post for kommunerne, og øget refusion vil være en god hjælp ifølge socialformand i KL.
Landets kommuner vil have stor gavn af en øget refusion i anbringelsessager.
Det siger Thomas Adelskov (S), der er formand for Socialudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).
- Det lyder meget fornuftigt. Nogle kommuner er rigtig pressede af, at man har mange dyre anbringelsessager, så det vil betyde, at det samlede økonomiske billede for kommunerne bliver en smule forbedret, siger han.
Meldingen kommer, efter at regeringen har foreslået at hæve refusionen fra staten i anbringelsessager.
I dag får kommuner 25-50 procent refusion i sager med udgifter på 830.000 kroner eller mere.
Regeringen foreslår konkret, at kommunerne fremover får 75 procent refusion for beløb over 2.050.000 kroner.
Ifølge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) skal det nemlig ikke være økonomien, der afgør, hvordan kommunerne løser sager om tvangsfjernelse eller frivillig anbringelse.
Thomas Adelskov afviser, at det i dag er økonomien, der afgør, hvordan kommuner håndterer anbringelsessager.
- Det er ikke økonomien, der er afgørende. Det er nogle konkrete faglige vurderinger i forhold til det enkelte barn og familien, siger han.
- Det er klart, at kommunerne også skal kigge på økonomien, men det er ikke mit indtryk, at der er nogle kommuner, som spekulerer i det (økonomien, red.) i forhold til antallet af anbringelser.
Regeringens udspil kommer i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale. Her foreslog hun, at flere børn fremover skal fjernes fra hjemmet.
Ifølge Thomas Adelskov, der er borgmester i Odsherred Kommune, er anbringelser allerede en tung budgetpost for mange kommuner. Derfor hilser han forslaget om øget refusion velkommen.
- Det har været en stigende udgift de seneste år. I min egen kommune har vi også haft rigtig store udgifter på området i 2019, hvor vores budget er blevet sprængt. Og jeg tror ikke, det er meget anderledes i andre kommuner.
- Særligt i de dyre sager vil det være en velkommen hjælp, hvis vi får noget mere økonomisk hjælp til at løse det, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde