KL vil af med sanktioner mod kommuner

Det hæmmer kommunerne, at regeringen straffer dem, blot de bruger én krone mere end budgetteret. Derfor bør regeringen lempe sanktioner for kommunerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det mener Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), som er formand for Kommunernes Landsforening (KL), efter et møde med regeringen.

- Sanktionsværktøjet er en hæmsko for en almindelig god økonomistyring i kommunerne. Det bør man lempe. Om det vil ske, er nok tvivlsomt, siger Erik Nielsen til, at finansminister Bjarne Corydon (S) ikke vil slække sanktionerne.

KL's formand erkender, at kommunerne straffes med sanktioner, fordi de i 20 år under Nyrup, Fogh og Løkke Rasmussen brød budgetterne.

- Det skete op til og lige efter kommunalreformen i 2007. Siden er det ikke sket. Før var vi over med fem milliarder kroner. Nu ligger vi under med fem milliarder. Så kan man fjerne sanktionerne nu, da vi er i gode rammer, siger Erik Nielsen

KL og regeringen aftalte i januar, at kommunerne i år kan øge anlægsinvesteringerne med to milliarder kroner, som de har sparet på driften.

Siden 2009 har kommunerne sparet 12 milliarder kroner og sagt farvel til 30.000 ansatte. Regeringen har ifølge KL's tal reduceret beløbet, kommunerne får til service.

Ved vækstpakken sænkede regeringen rammen med 2,6 milliarder kroner til at finansiere lavere selskabsskat.

KL vil gerne have flere penge til sundhedsområdet. Kommunerne fik i år 300 millioner kroner, men vil "væsentligt højere op", siger Erik Nielsen, som ikke vil præcisere KL's krav.

Budgetloven lægger stramme rammer for kommunal økonomi i de næste fire år. I 2014 må det offentlige højst vokse 0,4 procent, men loven rummer fordele, siger han.

- Den lægger en bund under kommunernes økonomi, så regeringen ikke kan gafle gevinsten, siger Erik Nielsen, formand for Kommunernes Landsforening.

/ritzau/