Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) afviser, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle have sænket ambitionsniveauet for det kommende klimatopmøde i København i december.
- Statsministeren har sådan set gjort det modsatte og forsøgt at sikre ambitionsniveauet, siger Connie Hedegaard.
Hun er i disse dage vært for 44 ministerkolleger fra hele verden, som er samlet i København til en såkaldt pre-Cop, der er en slags formøde til selve COP15-topmødet i København.
Connie Hedegaard understreger, at regeringen står sammen i bestræbelserne på at skabe et ambitiøst resultat.
- Fra regeringens side siger vi meget klart, at vi skal have både reduktioner og tilpasning og teknologi og finansiering på plads. Der skal leveres i København på alle de fire hovedelementer, fastslår ministeren.
Hun fortryder ikke, at det kommende møde i København i sin tid blev sat som deadline for en ny klimaaftale.
- Vi har allerede opnået én meget stor succes, for hvis vi ikke havde sat København som deadline, så tror jeg, at klima var forsvundet langt ned på dagsordenen under den økonomiske krise. Det er vel ret utroligt at det er lykkedes at holde det så langt oppe på den politiske dagsorden, siger Connie Hedegaard.
Hun erklærer sig desuden hverken som pessimist eller optimist, men som realist forud for klimatopmødet i København.
- Jeg er realist, og så knokler vi i øvrigt for at skabe et godt resultat i København, siger Connie Hedegaard.
Det er sidste gang, at så mange ministre mødes for at tale klima før det afgørende topmøde, som løber af stablen i Bella Center den 7.-18. december.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker