KL's formand advarer mod mange seniorjob

98 kommuner har svært ved at skaffe nok seniorjob, fordi der i år kræves tre gange så mange job - 3300 - end de første skøn fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der lød på 1100 seniorjob.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skriver avisen.dk, samtidig med at Kommunernes Landsforening (KL) forhandler næste års budget med regeringen.

- Det bliver rigtig svært, hvilket vi også hører fra vores kolleger ude i byerne. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde job, som ikke fortrænger ordinært ansatte, siger KL's formand, Rødovres borgmester Erik Nielsen (S).

Kommunerne har siden 2009 sparet 12 milliarder kroner og sagt farvel til 30.000 ansatte, påpeger han.

- Det undrer de ansatte ude på rådhusene, at man har måttet sige farvel til så mange kolleger og samtidig med den anden hånd ansætter tusinder af mennesker på særlige ordninger, siger han.

Kommunerne kritiserer seniorjob. Ordningen giver ældre ledige ret til at få et job i deres kommune, når de ikke kan få dagpenge, hvis de har betalt til efterlønsordningen.

- Andre må være med til at løfte opgaven, mener Erik Nielsen, der ønsker, at private arbejdsgivere og regionerne kommer med.

Ældre seniorjobbere må ikke fratage de kommunalt ansatte deres job. Derfor har kommunerne skabt kreative stillinger, blandt andet som piccoliner i daginstitutioner.

Erik Nielsen er glad for, at regeringen har hævet sit skøn over seniorjob, som nu nærmer sig kommunernes.

- Det er vigtigt, at vi har en forståelse med hinanden om, hvor mange mennesker det drejer sig om. Når regeringens tal begynder at ligne KL's, så er der i det mindste et udgangspunkt at drøfte ud fra, siger han.

Seniorjob ventes at koste knap tre milliarder kroner i år og næste år.

/ritzau/