Knuth får høj placering på EU-valgliste
De Konservatives forretningsudvalg har indstillet Niels Flemming Hansen (i midten) som partiets nye spidskandidat til næste års EU-valg.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Niels Flemming Hansen bør erstatte Pernille Weiss som konservativ EU-spidskandidat, mener Søren Pape Poulsen. Marcus Knuth får høj placering på kandidatlisten.
De Konservatives forretningsudvalg indstiller folketingsmedlem Niels Flemming Hansen som partiets spidskandidat ved valget til EU-Parlamentet næste år.
Det siger formand Søren Pape Poulsen på partiets sommergruppemøde onsdag i Nyborg.
Som nummer to og tre på listen indstilles de tidligere folketingsmedlemmer Marcus Knuth og Birgitte Bergman.
På De Konservatives landsråd, der bliver afholdt 23. og 24. september, skal medlemmerne vælge partiets nye spidskandidat.
Her ønsker partiets forretningsudvalg en anden spidskandidat end Pernille Weiss, der i 2019 blev valgt ind i Europa-Parlamentet.
Det skyldes, at det tidligere i år kom frem, at en række forhenværende medarbejdere på Pernille Weiss' kontor i Bruxelles oplevede et ubehageligt arbejdsmiljø, og at mange ansatte havde forladt kontoret.
Søren Pape opfordrede desuden Pernille Weiss til at trække sig fra Europa-Parlamentet, men det har hun afvist.
Hun har dog stadig mulighed for at blive spidskandidat igen.
De Konservatives vælgerforening på Fanø har nemlig indstillet hende, og hun har sagt ja til opfordringen.
På pressemødet onsdag middag siger Søren Pape Poulsen, at "det ikke var vores ønske, at vi skulle ud at finde en anden spidskandidat".
- Det var en nødvendighed. Alle kender årsagerne, siger formanden.
Niels Flemming Hansen har siddet i Folketinget siden 2019. Han er blandt andet formand for Europaudvalget og europaordfører.
Marcus Knuth sad i Folketinget fra 2015 og indtil valget i 2022, hvor han ikke blev genvalgt. Han skiftede parti fra Venstre til De Konservative i 2019.
Birgitte Bergman var folketingsmedlem fra 2019 til 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned