København går glip af turistovernatninger trods genåbne grænser
Regeringen har fredag meldt ud, at turister fra Norge, Island og Tyskland kan rejse ind i landet fra 15. juni - men kun hvis de har bestilt mindst seks overnatninger uden for København. Det skaber bange anelser for turismen i hovedstaden. (Arkivfoto). Foto: Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters
- Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi begynder at dele vores land op på den måde, siger horestadirektør.
Udsigten til flere turister vækker glæde hos Horesta, hoteller og restauranters brancheforening, efter regeringen har besluttet at genåbne grænsen delvist for tyskere, nordmænd og islændinge.
Men samtidig vækker det stærk undren, at turisterne ikke må få lov at overnatte i København.
- Jeg er rigtig ærgerlig over, at vi begynder at dele vores land op på den måde, siger Horestas administrerende direktør, Katia Østergaard.
Fra 15. juni kan tyske, norske og islandske turister igen få lov at rejse til Danmark. Turisterne skal dog have booket mindst seks overnatninger uden for København for at blive lukket ind i landet.
Det kommer ifølge Katia Østergaard til at gå hårdt ud over hovedstadens turistindustri, som ifølge Horesta normalt står for noget nær halvdelen af omsætningen fra udenlandske turister i de kommende måneder.
- Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det er muligt at gå rundt i vores hovedstad en hel dag, men at man ikke må have lov at overnatte, siger Katia Østergaard.
Også i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv er glæden over grænseåbningen kun delvis.
- Det er et skridt i den rigtige retning. Netop de tyske og norske turister udgør et vigtigt og stort fundament for turismen i Danmark, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en kommentar.
- Men med de mange restriktioner, der kommer med grænseåbningen, vil vi se meget store økonomiske tab i turismebranchen, lufthavnen, hoteller, restaurationer, oplevelsesindustrien med videre.
I Wonderful Copenhagen, der er hovedstadens turismeorganisation, er skuffelsen entydig.
- Det var bestemt ikke den melding, vi havde håbet på. Hovedstaden er en driver for international turisme og er derfor ekstremt hårdt ramt af coronakrisen, siger direktør Mikkel Aarø-Hansen.
I marts måned var tabet i internationale overnatninger alene i København større end i alle landets 97 andre kommuner tilsammen, oplyser organisationen.
- Så en fortsat nedlukning for internationale gæster til hovedstaden i hovedsæsonen kommer både til at få endnu større samfundsøkonomiske konsekvenser og et øget behov for det store genopretningsarbejde, vi står over for, siger Mikkel Aarø-Hansen.
Wonderful Copenhagen vil på grund af den alvorlige situation i næste uge samle partnere i København for at lægge en plan for, hvordan skaderne for turismebranchen begrænses mest muligt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde