Københavnske børn er blevet ringere læsere

Skolebørn i København - især drengene - er blevet dårligere til at læse fra 2007 til 2010. Og mens børn med etnisk dansk baggrund klarer sig ringere, så er der status quo for de tosprogede elever.

Det er blandt konklusionerne i en endnu ikke offentliggjort Pisa-undersøgelse for København, som Ritzau er i besiddelse af dele af.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) er oprørt over den generelle tilbagegang og over, at indvandrereleverne ikke har løftet sig fra deres lavere niveau.

- Vi har en meget stor udfordring med de tosprogede elever i København. Der har ikke været nogen udvikling i læsefærdighederne siden 2007. Det er katastrofalt, siger han og fortsætter:

- Det er et tydeligt signal til Anne Vang og Frank Jensen (Socialdemokratisk børne- og ungdomsborgmester samt overborgmester i København, red.) om, at nu skal skeen i den anden hånd, siger han og kræver handling fra de københavnske politikere.

Spørgsmål: Du kan vel som undervisningsminister ikke bare tørre ansvaret af på kommunen?

- København har ansvaret for deres elever. Men når det er sagt, så er det også et klart signalet til mig om, at der er behov for en reform af folkeskolen med fokus på faglighed. Og det vil Christine Antorini (S) ikke være med til, siger han med henvisning til de igangværende - og meget træge - forhandlinger om det.

Undersøgelsens opsummering viser, at når man korrigerer for social baggrund, så er der en "stærkt signifikant" tilbagegang i læsekompetencerne - set over en bred kam og uden at skele til etnisk baggrund. Især drengene klarer sig dårligt, og gabet mellem drenge og piger øges.

Deler man efter etnisk baggrund, så er børn fra indvandrerfamilier hverken blevet bedre eller dårligere. På den baggrund er gabet mellem indvandrerbørn og etnisk danske børn indsnævret.

Den nedadgående tendens ses både i folkeskolen og på frie skoler. Dog ses der på de såkaldte "etniske frie skoler" - altså tosprogede skoler - en markant forbedring. Der er dog kun tale om fire små skoler.

/ritzau/

Københavnske børn læser ringere, og tosprogede børn bliver ikke bedre, viser tal. Undervisningsminister raser.

Offentliggjort Sidst opdateret