Som at tisse i bukserne. Blandt andet den vending bruger den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch om SF og Socialdemokraternes millionærskat og fredning af boligejerne.
- Millionærskatten er umiddelbart populær og positiv, fordi det vender den sociale profil den rigtige vej. Men det er kortsigtet. Det er en tisse i bukserne strategi, for om få år vil vi mangle arbejdskraft. Der kommer til at mangle penge til velfærden. Langt mere end de 500 millioner, millionærskatten vil give, siger han.
Han siger, at i forhold til udfordringen med på sigt at skaffe nok arbejdskraft arbejder ekstra skat på indkomster over en million kroner den forkerte vej. Og han kan ikke finde nogen grund til at frede boligejerne. Blandt andet derfor finder han det radikale forslag, der vil hæve topskattegrænsen og beskære rentefradrag for store lån, mere perspektivrigt.
- Hvorfor skal boligejerne fredes. Man kan jo - som De Radikale gør - vælge ikke at gå efter almindelige mennesker og små ejerlejligheder, men gå efter dem med større renteudgifter. Sådan nogle tiltag er langt mere perspektivrige end at beskatte arbejde, siger han.
I forhold til den sociale profil og det fordelingspolitiske, som er mærkesager for S og SF, finder han R-forslaget bedst.
- Den ene model har en kortsigtet, politisk korrekt profil - det er den socialdemokratiske model. Men på langt sigt har den en dårligere profil, for hvem skal betale fremtidens velfærdssamfund, hvis man stækker arbejdsindsatsen for dem, der kan bidrage med at betale mere, siger han.
Carsten Koch stod i spidsen for regeringens skattekommission.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker