Kødklisters sikkerhed skaber tvivl

Dansk Folkeparti er efter et hastemøde i Folketingets Fødevareudvalg ikke overbevist om, at enzymet thrombin, der kan klister kød sammen, er uskadeligt for mennesker.

Det oplyser partiets fødevareordfører Rene Christensen efter et hastesamråd med fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), fredag morgen.

- Der er lidt løse ender i forhold til det sundhedsmæssige. Vi er ikke klar til at sige ja endnu, siger Rene Christensen.

Partiet skal fredag oplyse fødevareministeren om, hvorvidt partiet vil være med til at godkende thrombin som et nyt tilsætningsstof i EU.

Men lykkedes ikke Eva Kjer Hansen at overbevise Rene Christensen om, at stoffet er sikkert for mennesker.

Derfor vil han drøfte sagen med sin folketingsgruppe, før partiet går med til, at Danmark på mandag i EU godkender stoffet.

Det undrer ham i en krisetid for landbruget, hvor man burde forædle produkter, at Folketinget skal godkende thrombin, som ifølge ham forringer kødets kvalitet.

- Jeg er ikke fuldstændig afklaret, men mest på skalaen imod en godkendelse, siger Rene Christensen.

Hvis der er flertal i fødevareudvalget imod at godkende thrombin, er det Folketingets Europaudvalg, der skal give mandat til fødevareministeren.

/ritzau/

Dansk Folkepartis fødevareordfører, Rene Christensen, er ikke overbevist om, at "kødklisteret" thrombin er uskadeligt efter samråd med fødevareministeren

Offentliggjort Sidst opdateret