De Radikale får en decideret vælgerlussing, og De Konservative står i stampe i den seneste Catinét-meningsmåling for Ritzaus Bureau. Dermed bliver de to partier alt andet end belønnet af vælgerne for deres ønsker om økonomiske reformer.
Med blot 3,4 procents vælgeropbakning og udsigt til kun seks mandater er målingen den ringeste for De Radikale siden foråret 2009 og et markant dyk efter en længere periode med stabile målinger.
De Konservative står til 10,2 procent af stemmerne, hvilket er på niveau med sidste måling - og dermed ikke en indfrielse af de konservative bestræbelser på at løfte sig fra niveauet omkring 10 procent.
Målingen er gennemført i ugen efter, at den konservative formand, Lene Espersen, slog til lyd for at fremrykke den planlagte forhøjelse af efterlønsalderen. Yderligere har hun i ugen advokeret for nulvækst i den offentlige sektor for at genskabe balancen i de offentlige finanser.
De Radikale foreslår helt at afvikle efterlønnen og vil yderligere halvere dagpengeperioden.
Meningsmålingen giver samlet set flertal til den røde blok. Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten står til 88 mandater, mens Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti står til 87 mandater.
S og SF ligger stabilt og får i målingen henholdsvis 25,6 og 17,3 procent af stemmerne. Venstre og Dansk Folkeparti går marginalt frem til henholdsvis 25 og 14 procent. Enhedslisten står til 2,6 procent. Liberal Alliance falder under spærregrænsen.
Målingen er gennemført fra den 11. til den 16. januar med 1045 repræsentativt udvalgte deltagere. Cirka 18 procent er i tvivl, og målingens statistiske usikkerhed er på +/- 2,7 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker