Kollerup: Eksperter regner på genåbning af storcentre
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) siger til Finans.dk, at eksperter regner på en genåbning af landets storcentre. (Arkivfoto) Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Ifølge erhvervsministeren er en gruppe eksperter ved at beregne smitterisikoen ved en genåbning af storcentre.
Eksperter er i gang med at regne på, hvad det vil indebære af risiko for smitte med coronavirus, hvis stormagasiner og storcentre genåbner.
Det skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en mail til erhvervsmediet Finans.dk.
Her slår han fast, at regeringen ikke ønsker at holde butikker lukket længere end nødvendigt.
- Derfor har vi bedt de relevante sundhedsmyndigheder om at lave beregninger for den smittemæssige betydning af en genåbning af stormagasiner og storcentre, skriver Simon Kollerup til Finans.dk.
Stormagasiner og storcentre blev senest lukket i december sidste år, da en stor del af samfundet blev lukket ned som følge af stor spredning af coronavirus.
Torsdag klokken 16 skal statsminister Mette Frederiksen (S) forhandle med Folketingets partier om yderligere genåbning under coronakrisen.
Her har ikke mindst en fuld genåbning af skolerne stået højt på dagsordenen, men en del partier ønsker også storcentrene genåbnet.
I januar vurderede Den Faglige Referencegruppe, som er en gruppe eksperter, der rådgiver regeringen, at der ville være en middel risiko for smittespredning ved at genåbne storcentre og stormagasiner.
- Storcentre har store opholdsområder, hvilket indebærer særlig risiko for, at folk opholder sig der i længere tid, lød det i vurderingen.
- Der er til en vis grad mulighed for at åbne under hensyntagen til generelle smitteforebyggende foranstaltninger.
- Det kan dog være vanskeligt at sikre, at der opretholdes tilstrækkelig afstand, særligt i store butikker og storcentre, ligesom det kan være svært at begrænse personers opholdstid der, skrev eksperterne.
Dansk erhvervsliv har også presset hårdt på for at få en genåbning på området.
Simon Kollerup henholder sig i mailen til Finans.dk til, at lukningen af storcentrene sker på baggrund af konkrete vurderinger.
- Det er sundhedsmyndighedernes anbefaling, at vi fortsat holder lukket for storcentre og stormagasiner, fordi kunderne opholder sig der i længere tid og stimler sammen i mindre områder, skriver han.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker