Kommentator: Dansk Folkeparti har flere kampe i vente
Morten Messerschmidt (DF) er onsdag blevet frifundet ved Retten på Frederiksberg i sagen om svindel med EU-midler. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Messerschmidts frifindelse giver håb for fremtiden, men det bliver ikke nemt for DF, siger kommentator.
For første gang i mange år er der lys for enden af tunnelen for Dansk Folkeparti, men partiet står stadig over for problemer, der skal løses.
Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at DF-formand Morten Messerschmidt onsdag er blevet frifundet for svindel med EU-midler.
- Det var en forudsætning for, at Dansk Folkeparti overhovedet kunne overleve, at han klarede frisag i den her sag.
- Men det er klart, at mange af partiets problemer ikke er løst med ét slag. Der har lige været et folketingsvalg, hvor de kun klarede spærregrænsen med strøget mål. Genopbygningen af partiet vil være en langstrakt og besværlig affære. Det bliver op ad bakke for DF, siger Hans Engell.
Samtidig peger han på, at Dansk Folkeparti har mistet flere profiler til Inger Støjbergs nystiftede parti, Danmarksdemokraterne.
Et samarbejde mellem de to partier vil ikke komme let, lyder det fra Hans Engell.
- Jeg tror ikke, at de sådan uden videre tilgiver hinanden, så forholdet vil være koldt.
- Omvendt har begge partier en fælles interesse i at få en stærk blå opposition. Hvis den skal have nogen troværdighed, så er de nødt til at levere et minimum af samarbejde, siger den politiske kommentator.
Sagen kørte i 2021 ved Retten i Lyngby, hvor Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have misbrugt EU-midler.
Efterfølgende afgjorde Østre Landsret, at sagen skulle gå om, da dommeren i Lyngby var inhabil på grund af ytringer på Facebook.
Det er endnu uvist, om anklagemyndigheden vil anke afgørelsen. Men hvis sagen slutter her, kan DF-formanden vende tilbage til dansk politik med fuld styrke, vurderer Hans Engell.
- Vi har set, at når han er stærkest, kan han godt mobilisere. Og med en opposition, der er splittet godt og grundigt op, har han nogle muligheder for at bygge partiet op igen og gøre klar til kommende valg.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker