Kommentator: Ingen oplagt afløser for Thulesen i DF-dødsspiral

Kristian Thulesen Dahl meddelte onsdag, at han ønsker at træde tilbage som formand for Dansk Folkeparti, der har lidt fire valgnederlag i træk. Det seneste kom tirsdag ved kommunalvalget, hvor partiet blev mere end halveret på det kommunalpolitiske landkort. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Noa Redington mener, at Kristian Thulesen Dahls ønske om at stoppe udstiller, at DF ingen afløser har klar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkeparti befinder sig i en dødsspiral, og det er kun blevet endnu mere tydeligt, efter at formand Kristian Thulesen Dahl onsdag annoncerede, at han ønsker at stoppe på posten efter nederlaget ved kommunalvalget.

Det mener politisk kommentator Noa Redington, som har svært ved at se, hvem der skal kunne hive Dansk Folkeparti op af dyndet.

- Det, du kan sige med sikkerhed, er, at uanset hvem der bliver Dansk Folkepartis næste formand, er det ikke sikkert, at vedkommende er formand i særlig lang tid. Det kan du sige med 100 procents sikkerhed.

- Jeg kan ganske enkelt ikke se, hvem der skal rage kastanjerne ud af ilden for Dansk Folkeparti, siger han.

Efter det fjerde valgnederlag i træk for Dansk Folkeparti - senest mere end en halvering på det kommunalpolitiske landkort - og de mange interne konflikter i partiet, der er blevet udstillet for offentligheden, ser det mere end sort ud, mener Noa Redington.

- I løbet af ganske kort tid vil vi formentlig se katastrofale meningsmålinger, og flere og flere vil nok melde sig ud, og der vil være åbne magtkampe.

- Vi vil se folk i de lokale byråd, der melder sig ind i Nye Borgerlige. DF er et parti i frit fald, siger han.

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse skal i weekenden tage stilling til, om der skal indkaldes til et ekstraordinært årsmøde med det formål at vælge en ny formand. Et valg skal i givet fald ske senest to måneder derefter.

DF-stemmeslugeren Morten Messerschmidt ville under andre omstændigheder være det oplagte valg, mener mange. Men han blev i august i byretten idømt seks måneders betinget fængsel for svig med EU-midler og dokumentfalsk.

DF-næstformanden har anket dommen til landsretten, men sidste retsmøde er først planlagt til slutningen af februar, altså efter at Dansk Folkeparti efter planen skal vælge formand.

Noa Redington har derfor svært ved at se Morten Messerschmidt stille op som formand i første omgang.

- Tænk hvis han siger, at "det vil jeg gerne", og så vinder han et kampvalg, det er jo ikke usandsynligt.

- Og så går der tre måneder, og så er han dømt i Østre Landsret for en ret alvorlig forbrydelse som en af få politikere i nyere tid. Så er partiet jo helt færdigt, siger kommentatoren.

Noa Redington har svært ved at se det realistiske i, at for eksempel Dansk Folkepartis enlige medlem af Europa-Parlamentet, Peter Kofod, eller tidligere formand Pia Kjærsgaard tager over.

Det samme gælder en løsning, hvor Kristian Thulesen Dahl fortsætter som formand, indtil sagen om Morten Messerschmidt er afklaret.

Fast ligger det dog, at den kommende formand får det mere end svært, mener Noa Redington.

- Dansk Folkeparti kan meget hurtigt komme i nærheden af spærregrænsen.

- Man kan meget hurtigt stå i den situation, at den person, der bliver valgt til at afløse Kristian Thulesen Dahl, ikke har opbakning i partiet, og at stridighederne fortsætter.

- Det er en deroute, og det er en dødsspiral, partiet har kastet sig ind i, siger han.