Kommentator: Langt større sejr til ja-siden end ventet
Forsvarsminister Morten Bødskov (S) er en glad mand onsdag aften. Forsvarsforbeholdet ser ud til at blive afskaffet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Ja-partierne ser ud til at kunne feste, mens Morten Messerschmidt har mistet magien, siger kommentator.
Det tegner til at blive et stort ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, og det er en knusende sejr for ja-siden, mener Erik Holstein, politisk kommentator hos Altinget.
Også en langt større sejr end forventet.
Ifølge valgstedsmålinger fra DR og TV 2 har et stykke over to tredjedele af vælgerne stemt ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet.
- Der var en forventning om, at man nok kunne få et ja hjem i lyset af det, der er sket i Ukraine.
- Men der var så sent som for en måned siden en vis nervøsitet hos Socialdemokratiet. At det ender så stort er overraskende, siger han.
Til gengæld er det en begmand til Morten Messerschmidt, påpeger han.
- Det her var en unik chance for Messerschmidt. Han var helt tydeligt meget begejstret, da afstemningen blev fløjtet i gang, fordi det ville give ham en mulighed for at samle Dansk Folkeparti, hvis han fik en høj nej-procent og måske endda et egentligt nej.
Konkret betyder et ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, at Danmark kan træde fuldtonet ind i EU-samarbejdet om sikkerhed og forsvar. Blandt andet kan Folketinget vælge at sende danske soldater ud på militære EU-missioner.
Erik Holstein påpeger dog også, at der er en eneste grund til, at ja-partierne ser ud til at lykkes med missionen om at afskaffe forbeholdet.
- Man kan sige, at det her er lykkedes af en eneste grund: Situationen i Ukraine. Havde man holdt afstemningen for et halvt år siden, var det blevet et tordnende nej.
- Det er et vindue, man udnytter. Alt efter temperament kan man sige, at det er listigt eller lusket, siger Holstein.
Hvis valgstedsmålingerne holder, er det første gang, at danskerne stemmer for at afskaffe et EU-forbehold.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned