Kommentator: Ønske om boligskat er gratis omgang for R
De Radikale har som regeringsparti forspildt mulighed for at lade boligskatten stige, mener kommentator.
Det nærmer sig en gratis omgang for den radikale leder, Morten Østergaard, når han efterlyser mere boligskat og mindre skat på arbejde, mener politisk kommentator.
For De Radikale havde chancen for at gøre op med skattestoppet på boliger allerede i forbindelse med skattereformen i 2012, siger Erik Holstein, politisk kommentator ved Altinget.
- Der blev gennemført en skattereform i den her regerings levetid, på et tidspunkt hvor De Radikale stod bomstærkt.
- Partiets daværende leder Margrethe Vestager var den helt dominerende kraft i regeringen. Samtidig havde De Radikale på mange måder en forståelse med SF'erne, som jo principielt er enige med partiet om boligskatten, tilføjer han.
- Jeg spurgte dengang Margrethe Vestager til boligskatten på det pressemøde, hvor regeringen præsenterede skattereformen, og holdningen var, at det gik for dårligt med boligmarkedet, siger Erik Holstein.
Den radikale leder, økonomi- og erhvervsminister Morten Østergaard, er i lørdagens Politiken ude og lufte "klassiske, radikale synspunkter", som Erik Holstein formulerer det. Morten Østergaard ønsker ny skattereform fra 2020 med lavere topskat og højere boligskat.
- Der er økonomisk snusfornuft i det, men politisk er tanken nær stendød, fordi boligejerne er en meget stærk vælgergruppe. Hverken Socialdemokraterne eller de borgerlige partier kunne drømme om at røre ved boligskatten, siger Erik Holstein.
- Men De Radikale har selvfølgelig et behov for at markere sine mærkesager. De står jo ikke særlig stærkt i målingerne lige nu. Det her er standpunkter, som de klassiske radikale vælgere vil synes, er sund fornuft, siger den politiske kommentator.
Morten Østergaard siger til Politiken, at skattestoppet på boliger er både økonomisk uhensigtsmæssig og socialt skævt, og at pengene er bedre anvendt på at sænke skatten på arbejde for alle.
SRSF-regeringen gennemførte i maj 2012 skattereformen, som blandt andet sænkede skatten på arbejde og hævede grænsen for topskat.
Reformen rørte ikke ved det skattestop på ejendomsværdiskatten, som blev indført i 2002 af VK-regeringen.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde