Kommentator: S-formands udmelding er et snedigt greb
Mette Frederiksen opfordrer DF til samarbejde om at forhindre topskattelettelser i efterårets forhandlinger.
Mette Frederiksens (S) håndsrækning til DF om samarbejde for at undgå topskattelettelser er en taktisk manøvre, der skal sætte Socialdemokraterne i en gunstig situation, uanset udfaldet af efterårets skatteforhandlinger.
Det mener politisk kommentator på Børsen Helle Ib, der kalder det et "snedigt greb".
- Hvis der kommer en topskattelettelse, vil de kunne håne DF som nogle hyklere, der svigter velfærdssamfundet på trods af, at de taler for det modsatte.
- Omvendt ved Socialdemokraterne, at det for alvor vil brænde under fødderne på statsministeren, hvis der ikke kommer lettelser i topskatten. Så bliver Anders Samuelsen (LA) nok nødt til at udløse det valg, han har truet med nogle gange, siger Helle Ib.
S-formandens bejleri til DF kommer i et interview med Berlingske søndag.
Samarbejdet skal forhindre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i at gennemføre topskattelettelser, når han til efteråret skal ud i større politiske forhandlinger om blandt andet næste års finanslov.
Helle Ib mener, at der er en række områder i efterårets forhandlinger, hvor man kan forestille sig S og DF stå side om side. Blandt andet tror hun, S og DF vil blive regeringens vigtigste samarbejdspartnere når det gælder forhandlingerne om boligskat og PSO-afgift.
Men samlet set tegner forhandlingerne sig efterhånden sværere og sværere, vurderer hun.
- Lars Løkke og Claus Hjort får brug for al deres kreativitet og fingersnilde, hvis de skal finde nogle modeller, som kan få partierne fra LA til DF til at kunne se sig selv i en aftale.
- DF og S vogter meget på hinanden, fordi DF ikke vil lægge stemmer til noget, de ikke selv synes, der er brug for, og som kan være upopulært, siger hun.
DF's modstand mod topskattelettelser behøver dog ikke betyde, at døren definitivt er lukket for, at der kan laves en aftale.
- Til syvende og sidst bliver det den samlede pakke - herunder især spørgsmålet om udlændingestramninger - der bliver afgørende for, hvad DF kan gå med til på skattepolitikken. Det er der, der kan være en åbning, lyder vurderingen fra Helle Ib.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker