Kommentator: SF-tavshed er dræbende

Trods et ulmende oprør i baglandet, er SF-toppen tavs med en klar holdning til regeringens nye pointsystem for ægtefællesammenføring. Tavsheden er farlig for partiet, mener en tidligere toprådgiver for SF.

- Det er en alvorlig sag, fordi udlændingepolitikken har afgjort de seneste valg, siger politisk kommentator Peter Goll, som har været rådgiver for den forhenværende SF-formand Holger K. Nielsen.

Det er afgørende, at Socialdemokraterne og SF kan stå sammen, og at SF også kan håndtere værdidiskussionen. SF har selv brugt udlændingepolitikken til at skaffe fremgang blandt vælgerne, men nu ser det ud til, at de ikke kan beslutte sig, mener Goll.

- Den nuværende tavshed er dræbende, siger han.

Den tidligere SF-rådgiver mener, at ledelsen forsømmer at argumentere for et pointsystem for ægtefællesammenføring ud fra partiets idealistiske argumenter om lighed. Det kunne være at argumentere med, at et pointsystem kan være mere retfærdigt at sortere med end en mere tilfældig udvælgelse. I stedet hører man argumenter om, at det er vigtigt at komme til magten.

Hele to tredjedele af lokalformændene siger i en rundspørge nej til pointsystemet, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti i forbindelse med finansloven for 2011. Rundspørgen er lavet af Berlingske Research, som har fået svar fra cirka halvdelen af de 107 lokalformænd.

Ifølge Goll er det meget svært at ændre holdningen i baglandet, når den først har indfundet sig.

- Folk tager stilling efter følelser. Dansk Folkeparti har sagt, at det er den strammeste udlændingepolitik i hele Europa. SF'er har det skidt med at være stue med DF, siger Goll.

/ritzau/

Farligt for SF, at toppen er tavs i den aktuelle udlændingedebat, mener tidligere SF-rådgiver.

Offentliggjort Sidst opdateret