Kommission ventede flere måneder på sms-svar fra Statsministeriet
Over fire måneder efter, at Minkkommissionen bad Statsministeriet om at sikre telefonisk materiale såsom sms-beskeder, svarede ministeriet, at sms-beskeder hos blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) var blevet slettet efter 30 dage. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Over fire måneder efter, at Minkkommissionen bad om sms-beskeder, oplyste Statsministeriet, at de var slettet.
I over fire måneder ventede Minkkommissionen på sms-beskeder fra blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S), før Statsministeriet oplyste, at sms-beskeder fra den relevante periode var blevet slettet.
Det skriver B.T. mandag.
29. april bad Minkkommissionen de relevante ministerier for dens undersøgelse om at sikre telefonisk materiale fra perioden op til og omkring beslutningen om at aflive alle mink.
I nogle ministerier førte det til påbud om ikke at slette materiale, herunder sms-beskeder.
Ifølge Jyllands-Posten har både Justitsministeriet og Miljøministeriet bedt medarbejderne om ikke at slette sms-beskeder.
I Statsministeriet har fire personer, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), haft en praksis med automatisk sletning af sms-beskeder. I statsministerens tilfælde efter 30 dage.
Den information gav Statsministeriet først til Minkkommissionen 8. september - altså over fire måneder efter at kommissionen henvendte sig.
Ud over statsminister Mette Frederiksen mangler der sms-beskeder fra departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape.
Minkkommissionen oplyser til TV 2, at den fem dage senere, 13. september, beder Statsministeriet om at gendanne sms-beskeder - uden at få svar.
29. oktober kunne Justitsministeriet oplyse, at det efter aftale med Statsministeriet havde sat politiets teknikere til at forsøge at genskabe sms-beskederne.
Det var tre dage efter, at B.T. som det første medie kunne berette, at der var slettet sms-beskeder på stabschef Martin Justesens telefon.
Nogle sms-beskeder fra eksempelvis Barbara Bertelsen og Pelle Pape har været forelagt kommissionen. Men det er udelukkende, fordi kommissionen har fået beskederne udleveret af modtageren.
Statsminister Mette Frederiksen blev mandag spurgt, hvorfor Minkkommissionen ikke kunne få et svar tidligere.
Hun afviste at svare, men sagde to gange, at Statsministeriet vil svare på de spørgsmål, der er blevet rejst af medier og Folketinget.
Ordene faldt i Glasgow, hvor statsministeren er til klimatopmøde.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker