Kommunale hug til DF's udlændingepakke

Hvis Dansk Folkepartis krav om en såkaldt repatrieringspakke bliver til virkelighed, vil den være ualmindelig svær at praktisere for landets kommuner.

Det vurderer formanden for Kommunernes Landsforenings socialudvalg og borgmester i Aabenraa, Tove Larsen (S).

- Det er jo meget svært - når du står ude i kommunerne med en familie - at smække kassen i. Hvad skal de så? Skal de på gaden? spørger Tove Larsen.

Den repatrieringspakke, som Dansk Folkeparti har stillet krav om som en del af næste års finanslov, skal belønne svært integrerbare indvandrere med op til 100.000 eller 200.000 kroner for at rejse ud af landet. Målet er at få flere til at rejse ud frivilligt.

Tove Larsen mener, at det vil være svært for den enkelte kommunale medarbejder rent faktisk at smække pengekassen i over for indvandrere, der ikke frivilligt vil forlade landet med en sekscifret check i bagagen, hvilket er kravet fra Dansk Folkeparti.

- Jeg tror ikke på alle de strafsanktioner, som Dansk Folkeparti altid kommer med. Det er jo meget nemt, når man sidder i Folketinget at sige, at det er kommunerne, der skal udføre det. Det er os, der står med borgerne over for os, og det er os, der står med de menneskeskæbner, siger Tove Larsen.

Hun efterlyser en plan for de indvandrere, som risikerer at få stoppet deres sociale ydelser.

- Skal vi så til at udlevere madpakker til dem, eller hvad?

/ritzau/

Får Dansk Folkeparti gennemtrumfet partiets repatrieringspakke, vil kommunerne få svært ved at efterleve den, vurderer formanden for KL's socialudvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret