Kommuner belønnes for miljøsjusk

Landets kommuner kan nu opnå en kontant belønning for noget så besynderligt som sjusk med behandlingen af miljøsager.

Miljøministeriet vil udbetale en bonus på 15.000 kroner, hver gang kommunerne ekspederer en sag om landbrugsdyr.

Men en ufravigelig betingelse for at opnå bonussen er, at kommunen har sjusket så gevaldigt med sagsbehandlingen, at Natur- og Miljøklagenævnet tidligere har kendt kommunens arbejde ugyldigt og sendt sagen tilbage til sagsbehandling en gang til.

Og den logik falder flere naturforeninger for brystet.

- Det trodser enhver form for fornuft. Man belønner jo blot kommunerne for at rette op på klare fejl, de selv har begået. Det er et helt forkert signal at sende, lyder det fra præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Samme melding kommer fra Dansk Ornitologisk Forening, DOF.

- Det er jo ren galimatias, at man på den måde belønner kommunerne for deres sjusk og fejl, siger Niels Riis, næstformand i DOF.

- Vi andre skal betale 3000 kroner bare for at få lov at klage over kommunernes afgørelser. Og så får kommunerne gudhjælpemig 15.000 af staten, selvom de taber sagen, lyder det fra Niels Riis.

Tilskuddet på 15.000 kroner er indført efter aftale mellem Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening.

Meningen er at nedbringe en pukkel af sager, som kommunerne på det seneste har tabt med et brag i Natur- og Miljøklagenævnet.

Miljøminister Karen Ellemann erkender da også, at ordningen ikke er favorit til at vinde nogen skønhedskonkurrencer.

- Det kan godt være, at det ikke ser helt så elegant ud, men det er for at løse et konkret problem med for mange hjemvisninger, siger Karen Ellemann.

/ritzau/

Landets kommuner kan fremover score 15.000 kroner i bonus for at sjuske med miljøsager. Miljøfolk er i oprør.

Offentliggjort Sidst opdateret