Kommuner er ikke klar til det nye klima

De danske kommuner vågner typisk ikke rigtig op på klimaområdet, før de har oplevet meget kraftige oversvømmelser eller på anden måde fået en negativ forsmag på fremtidens vejrmønstre.

Det konkluderer tænketanken Concitos i rapporten "Kommunernes klimaindsats", der bygger på svar fra 60 af landets 98 kommuner. Rapporten offentliggøres mandag.

- Kun 16 procent af de danske kommuner har en strategi for klimatilpasning, og generelt er området ikke prioriteret i kommunerne, siger Martin Lidegaard, formand for Concito, til Politiken.

Rapportens konklusioner bakkes op af professor i spildevand Mogens Henze fra Danmarks Tekniske Universitet. Han vurderer som andre eksperter, at der stadig er efterslæb på et tocifret milliardbeløb på renoveringen af kloakker i Danmark.

- Politikerne vil hellere bruge penge på en ny gymnastiksal på en skole eller en ny fløj på et plejehjem. Det, der er under jorden, er typisk kun interessant, når det kommer op, konstaterer han.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører frygter, at kommunernes klimaindsats vil gå i stå, fordi en rapport fra regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) netop har konkluderet, at der ikke er behov for en lovændring eller andre tiltag for at fremme klimatilpasningen.

- Vi risikerer, at klimatilpasning og dermed sikring af værdierne i kommunerne bliver sorteper, først i forhandlingerne mellem regeringen og KL om økonomien og dernæst i kommunernes interne prioritering af udgifterne, siger ingeniørernes formand, Henrik Garver, til avisen.

Formanden for KL's teknik- og miljøudvalg, Martin Damm (V), erkender, at mange kommuner først bliver kloge, efter at skaden er sket.

/ritzau/

Kommunerne skal have kniven på struben, før de investerer i større kloakker, regnbassiner og anden tilpasning til klimaændringer.

Offentliggjort Sidst opdateret