Kommuner kræver prisnedslag for forsinkede it-systemer
Nye it-systemer i kommunerne er mere end et år forsinket, og det får nu kommunerne til at skrue bissen på over for leverandøren. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox
Kommunerne mener, at amerikansk ejet it-leverandør bevidst trækker leverance af nye it-systemer i langdrag.
Landets kommuner retter nu en skarp kritik mod selskabet KMD for ikke at levere nye it-systemer til tiden.
Systemerne er mere end et år forsinket fra leverandøren, der er ejet af en amerikansk kapitalfond.
Forsinkelsen koster skatteborgerne mange penge, lyder det fra formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm (V).
- Det betyder, at KMD og dermed den amerikanske kapitalfond, der ejer selskabet, tjener absurd mange penge ekstra hver måned på at fastholde kommunerne på de gamle systemer, siger Martin Damm, der rejser sagen ved Kommunaløkonomisk Forum i Aalborg.
Han mener, at KMD bevidst trækker leverancen af de nye systemer i langdrag.
- Vi står over for et amerikansk ejet privat monopol. De er interesserede i at tjene penge. Det er sådan set fair nok. Men det er ikke i orden, når det sker ved at trække et billigere system i langdrag, så kommunerne hænger i længere tid på et dyrere system. Skatteyderne betaler jo regningen, siger Martin Damm.
Rødovre-borgmester Erik Nielsen (S) er formand for selskabet Kombit, der er kommunernes it-fællesskab.
Han siger, at kommunerne på grund af KMD's manglende leverance bliver bremset i den digitale udvikling og i mulighederne for at levere den fornødne og forventede digitale service til borgerne.
Forsinkelsen betyder, at kommunerne nu kræver et nedslag i betalingen til KMD:
- Vi vil først og fremmest insistere på, at KMD sætter den månedlige udgift til monopolløsningerne ned til det niveau, som de nye løsninger koster, så kommunerne ikke vedvarende skal betale for meget på grund af KMD's egen forsinkelse, siger Erik Nielsen på det kommunale topmøde.
Han siger også, at kommunerne nu vil undersøge mulighederne for at få en anden leverandør til at levere systemerne.
KMD, der tidligere hed Kommunedata, var indtil 2009 ejet af kommunerne.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned