Kommuner udbetaler partistøtte på sjusket grundlag
136.000 kroner. Så meget gav Hvidovre Kommune i 2011 i partistøtte til de lokale partiforeninger.
Men kommunen anede ikke, om partierne havde fået anonyme bidrag eller store pengegaver i det forgangne år, sådan som partistøtteloven ellers kræver, for at pengene kan udbetales, skriver Avisen.dk.
Alligevel fandt pengene vej fra kommunekassen til partiernes bankkonti. Og det er ikke kun i Hvidovre Kommune, at kommunerne sjusker med partistøtten, viser en aktindsigt ifølge Avisen.dk.
Siden 2010 er der udbetalt penge på et mangelfuldt grundlag i mindst 30 af landets 98 kommuner.
Eksempelvis har Esbjerg Kommune givet 132.750 kroner til Venstre, Gladsaxe Kommune 68.932,50 kroner til Socialdemokraterne og Gentofte Kommune 98.625 kroner til Konservative uden at have de oplysninger, som loven kræver.
- Principielt er det ulovligt at udbetale pengene, hvis betingelserne i loven ikke er opfyldt, siger Jørgen Albæk Jensen, der er juraprofessor og ekspert i forvaltningsret ved Aarhus Universitet, til Avisen.dk.
- Det er noget sjusk og urimeligt. Folketinget har ment, at den åbenhed, oplysningerne ville give, var nødvendig, tilføjer han.
I alt løber de ulovlige udbetalinger op i 1.225.246 kroner.
- Der er sket en enkeltstående fejl, og det beklager vi. Det burde ikke være sket, siger sekretariatschef i Hvidovre Kommune Anne Wallberg.
Avisen.dk har konfronteret samtlige 30 kommuner med de ulovlige udbetalinger, og langt de fleste har straks efter indhentet de manglende oplysninger.
Det gælder for eksempel Gentofte Kommune. Her siger leder af borgmestersekretariatet Lars Nibelius:
- Det er meget uheldigt, det er sket, og det vil vi søge berigtiget. Det giver anledning til at stramme op på vores procedure for udbetaling af partistøtte fremover, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker