Kommuner vil øge sundhed med skærmfri skoler og nikotinfri arbejdstid
Kommunernes Landsforening præsenterer torsdag 45 bud på bedre forebyggelse af sygdom og mistrivsel.
Landets 98 kommuner skal være endnu bedre til at forebygge, at borgerne bliver syge eller mistrives.
Kommunernes Landsforening (KL) præsenterer i et nyt sundhedsudspil 45 anbefalinger til, hvordan kommunerne kan styrke forebyggelsen. Det oplyser KL i en pressemeddelelse.
Blandt andet lyder anbefalingerne, at alle kommuner bør indføre tobaks- og nikotinfri arbejdstid for medarbejderne, skærmfri skoletid og sætte rammer for, hvad børn må spise, når de er i skole, børnehave og vuggestue.
- Forebyggelse handler om alle aspekter af danskernes hverdag: skolen, arbejdspladsen, fritiden og bybilledet. Med vores mange snitflader til det levede liv er kommunerne de rette til at løse opgaven, siger Sisse Marie Welling (SF), formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg i en pressemeddelelse.
- Ingen har lyst til at blive syg, men i dag er der rigtig mange danskeres liv, som forkortes og forværres på grund af sygdom, der kunne være forebygget. Derfor skal vi turde at tage et større ansvar for vores fælles sundhed.
En del af anbefalingerne er rettet mod regeringen og Folketinget, blandt andet en opfordring til at forbyde salg af alkohol til børn under 18 år.
Udspillet bliver torsdag præsenteret på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum, der finder sted i Aalborg.
Det kommer blandt andet til at handle om den sundhedsreform, som Folketingets partier inden længe for alvor skal i gang.
Ifølge Sisse Marie Welling bør kommunerne stå centralt i fremtidens sundhedsvæsen.
- Formålet med udspillet er at styrke forebyggelsesindsatsen i kommunerne, så flere danskere kan leve et langt liv, samtidig med at vi mindsker uligheden i sundhed og bruger færre ressourcer på dyr sygehusbehandling. Generelt er tiden inde til at prioritere den nære sundhed politisk - også på Christiansborg. Det har vi en enestående chance for med reformen, siger hun i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned