Konfliktretten skal sikres

Retten til at strejke er fundamental i et demokrati. Det kan vore FOA folk tale med om i disse dage.. Derfor er det dybt alvorligt, at EF domstolen i en række domme har indskrænket retten til at strejke og aktionere.

Enhedslisten har på linje med en række fagforeningsfolk haft det synspunkt, at den danske regering skulle sikre sig den nationale konfliktret gennem en tillægsprotokol til Lissabon-traktaten inden man skrev under på denne, men forgæves.

Onsdag den 23. om formiddagen vedtog et stort flertal i folketinget - også socialdemokraterne og næsten alle folkesocialister - at indstille denne traktat til ratificering uden at kræve garantier for den fulde aktionsret.

Når vi andre krævede en sådan tillægsprotokol til Lissabon traktaten, blev vi mødt med et nej, nej, nej og atter nej. Det skulle man søge - søge! - at ordne efter Lissabon traktatens vedtagelse, lød svaret. Derfor er det glædeligt, at SF's Ole Sohn på sin hjemmeside nu pludselig støtter kravet om en tillægsprotokol til Lissabon-traktaten, der garanterer den fulde strejkeret og er juridisk bindende!

Men hvorfor kommer dette krav først nu, efter at man har slugt kamelen? Har Ole Sohn en plan eller er det rent bluff op til 1. maj talerne? Under alle omstændigheder: Alle faglige organisationer - på Lolland-Falster og i resten af Europa - må rejse kravet om den fulde strejkeret.

Søren Kolstrup
Enhedslisten
Hybenvej 21
4930 Maribo




Retten til at strejke er fundamental i et demokrati. Det kan vore FOA folk tale med om i disse dage.

Offentliggjort Sidst opdateret