Konservativ borgmester er nu uden partikolleger i Kolding byråd
Borgmester Knud Erik Langhoff (K) var med, da regeringstoppen præsenterede sit udspil til en ældrereform på et plejehjem i Kolding i januar 2024. Han genopstiller ikke som borgmesterkandidat ved næste valg. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Siden sidste valg har De Konservative mistet to ud af tre mandater i Koldings byråd - tilbage er borgmesteren.
Normalt har en borgmester i en kommune en række kolleger fra eget parti i byrådet.
Men i Kolding er situationen en anden.
Borgmester Knud Erik Langhoff er nu det eneste byrådsmedlem for De Konservative i Kolding byråd. Det skriver TV Syd.
Ved valget i 2021 fik De Konservative ellers tre mandater. Men først smuttede Freddy Christensen til Venstre i september sidste år, inden Gitte Grønbæk nu er blevet medlem af Liberal Alliance.
Og det efterlader altså borgmesteren alene tilbage ved De Konservatives gruppemøder i byrådet.
Knud Erik Langhoff blev borgmester til manges overraskelse efter valget i 2021.
De tidligere folketingsmedlemmer og ministre Eva Kjer Hansen (V) og Villy Søvndal (SF) blev anset som favoritter til at indtage posten efter afgående Jørn Pedersen (V).
Men de stirrede sig blinde på hinanden, og Knud Erik Langhoff sikrede sig posten og blev en af valgets helt store overraskelser.
74-årige Langhoff genopstiller ikke som borgmesterkandidat ved næste kommunalvalg i november. Det meddelte han i december.
Han overlader kandidaturet til den 48-årige selvstændige erhvervsdrivende Christina Foldager.
I den forbindelse kaldte Langhoff det "et glidende generationsskifte".
- Jeg synes ikke, det er ordentligt, hvis jeg stiller op som borgmesterkandidat med risiko for, at jeg ikke kan gennemføre endnu en periode som borgmester på grund af min alder.
- Jeg ville da gerne fortsætte, men jeg vil også være realistisk, og jeg tror også, at vælgerne vil se på min alder. Så jeg har længe presset på for at få det her skifte, og jeg føler, at vi har fundet en kompetent erhvervskvinde, sagde Langhoff til JydskeVestkysten.
Han genopstiller dog som almindelig kandidat til Kolding Byråd.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned