Konservativ er tilbage som politisk ordfører og statsrevisor
De Konservative har igen Mette Abildgaard som politisk ordfører. Hun er torsdag vendt tilbage på Christiansborg efter endt barselsorlov. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Abildgaard er igen De Konservatives politiske ordfører, efter hun har været på barselsorlov.
De Konservatives Mette Abildgaard er torsdag tilbage på Christiansborg efter endt barselsorlov.
Hun bliver igen partiets politiske ordfører samt formand for Statsrevisorerne.
Det skriver hun i et opslag på den sociale platform X.
- 1. maj er jo den perfekte dag at genoptage arbejdet, så her har I mig tilbage, skriver Mette Abildgaard i opslaget, der er ledsaget af et billede fra Christiansborgs gange.
Mette Abildgaard gik på barselsorlov i sensommeren, da hun blev mor til sit tredje barn.
Siden da har Frederik Bloch Münster vikarieret som politisk ordfører, mens Mai Mercado har været stedfortræder hos Statsrevisorerne.
Der var tale om en lynkarriere i Folketinget, da Bloch Münster blev vikarierende politisk ordfører.
Han havde blot været folketingsmedlem siden slutningen af juni, hvor han erstattede Niels Flemming Hansen, der nu sidder i EU-Parlamentet.
Mette Abildgaard har siddet i Folketinget siden 2015 og er valgt i Nordsjællands Storkreds.
Hun har siden 2016 været De Konservatives politiske ordfører, hvilket gør den 36-årige Abildgaard til den mest erfarne politiske ordfører i Folketinget.
Som politisk ordfører er hun ofte talsperson for De Konservatives politik på vidt forskellige sager.
Med Abildgaard tilbage i Folketinget må Birgitte Bergman omvendt forlade Christiansborg igen. Hun har været suppleant, mens Abildgaard har været på barselsorlov.
SF's Serdal Benli har været formand for Statsrevisorerne under Abildgaards fravær.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker