Konservativ giver trafikdirektør superløn
Den konservative retsordfører, Tom Behnke, har som formand for Rådet for Sikker Trafik givet lønforhøjelse, bonusordning og kontraktforlængelse til rådets direktør, Anders Rosbo.
Det har Tom Behnke gjort uden at orientere Justitsministeriet eller forretningsudvalget i Rådet for Sikker Trafik, sådan som rådets vedtægter ellers foreskriver.
Det fremgår af ny rapport fra Rigsrevisionen ifølge Jyllands-Posten.
Tom Behnkes ageren betyder, at Anders Rosbos udbetalte løn - inklusiv pension og værdien af fri bil - er steget med 27 procent fra 2007 til 2011.
I januar 2012 fik han igen et lønhop på seks procent. Rigsrevisionen kalder sagen "alvorlig", fordi skatteborgernes penge ikke er brugt "ordentligt og redeligt".
- Når man overtræder vedtægtsreglerne, og vi kan se, at der er bevilget et ekstraordinært højt tillæg, så har man ikke valgt at bruge skatteborgernes penge særligt hensigtsmæssigt, siger rigsrevisor Lone Strøm til Jyllands-Posten.
I den netop aftalte finanslov står Rådet for Sikker Trafik til at modtage 14,3 millioner kroner næste år.
Direktør Anders Rosbo, som har en fortid som kommunikationsrådgiver hos Konservative, oplyser, at han i dag har en årlig løn på 1,1 millioner kroner.
Dertil får han en bonus på 100.000 kroner hvert år, 10 procent i arbejdsgiverbetalt pension og kører i en Alfa Romeo, som betales af Rådet For Sikker Trafik.
Kammeradvokaten skal nu vurdere, hvilke konsekvenser sagen skal have.
Justitsministeriet udpeger formanden for Rådet for Sikker Trafik, og derfor kan justitsminister Morten Bødskov (S) ifølge professor i offentlig ret Claus Haagen Jensen tvinge Tom Behnke til at gå af.
Derudover risikerer Anders Rosbo at skulle tilbagebetale sin lønforhøjelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker